Små bly violer

Jeg synes, jeg fortjener en pause efter de sidste dages aktiviteter. Mandagen gik med oprydning, rengøring, vask og ophængning. Ja, og så selvfølgelig den obligatoriske indkøbstur i Fakta, hvor jeg faldt pladask for to små indiske violer. Så jeg spenderede 40 kr. af egen lomme, for at redde to små, bly violer fra den sikre død.
Jeg har aldrig helt fattet, hvorfor en butik sælger planter, hvis de ikke bliver passet ordentligt. Måske er det på grund af sådanne naive fjolser, som mig, der ikke kan klare at se planter lide enten tørke eller druknedøden.

I dag har den så stået på havearbejde: Der blev nippet, klippet, luget og gravet, så regnorme, biller og andet kryb var aldeles forvirrede. Nu har jeg så et par plastsække til genbrugspladsen, men det må blive en anden dag.

"En anden tid, et andet sted."

"Jeg synes godt nok, det er lang tid siden, vi to har fået os en snak", sagde Darleen og gjorde tegn til at ville ud. "Hm", mumlede jeg lettere søvndrukken og åbnede døren ud til terrassen.

Darleen hoppede elegant op og satte sig på "den gamle skraldespand", missede lidt mod solen, der kortvarigt tittede frem.
"Har du tænkt dig, at jeg skal stå her i pyjamas, mens du fortæller mig om, hvor hårdt du har det eller hvad?"

"Næ, for jeg har det skam fint nok. Men jeg vil lige have styr på sommeren."
"Hvad mener du? Jeg regner med, at vi gør som sidste år. Du ved tre uger i Sverige, en tur til Valsted og København, og så ellers bare lidt afslapning på terrassen efter arbejde."

Darleen så helt lettet ud og betroede mig, at hun efter lidt læsning i ugeaviser og surfing på nettet havde fået det indtryk, at Gud og hvermand tog afsted til karneval, festival og kræmmermarked.

"For det siger jeg altså, jeg NÆGTER at blive slæbt med til sådan noget halløj. Det ville jo være, som at genopleve det traume jeg fik, da i absolut skulle slæbe mig med til den der katteudstilling."

Jeg kunne godt både se og høre på Darleen, at her var virkelig et problem, for hendes stemme var helt oppe i et skingert toneleje, og hun begyndte at slikke sin venstre forpote helt ukontrolleret.

"Darleen, nu er Ole og jeg jo ikke Gud og hvermand, så alt det der halløj lader vi ungdommen om."

Jeg smilede ved mig selv og fortalte Darleen om  Roskildefestivales barndom, hvor vi havde oplevet The Kinks for fuld udblæsning. "Det var en anden tid, et andet sted", sagde jeg lettere filosofisk.

"Det er jeg glad for", sagde Darleen, hoppede ned og fulgte efter mig ind i stuen. "...for jeg NÆGTER altså........". Resten af sætningen druknede i Kinks melodien "Don`t forget to dance", som jeg netop havde fundet på en CD.
Darleen rystede på hovedet, forsvandt ned i kælderen og lod mig om at mindes tilbage til en anden tid, et andet sted.

The Kinks -Dont Forget To Dance

"Side by side"

Det er jo vild luksus at kunne tage til Sverige tre weekender i træk, men det kan lade sig gøre takket være "Trisa", vores nye system udi  arbejdsplanlægning. Så mens strikkeriet på hjemmefronten skrumper ind til absolut nul, skrider projekterne i Sverige planmæssigt frem.

Vores nye træterrasse er næsten færdig, og jeg fantaserer allerede om at spise morgenmad en tidlig sommermorgen, siddende i en hvid kurvestol, mens jeg drikker kaffe, spiser croissanter og frugt.Åh, glemte jeg at fortælle, at jeg sikkert ind imellem vil konversere høfligt og i den forbindelse sige en masse kloge ord.

Nå, der er jo et stykke vej til  konversationen, den hvide kurvestol og croissanterne. For som noget af det første, skal Ole og jeg blive enige om, hvor mange blomsterkrukker, der overhovedet er plads til på sådan en terrasse.

Jeg tror godt, at Ole kan leve uden blomsterkrukker, men ikke sammen med mig! Jeg er da også så småt gået igang med at kultivere naturgrunden.

Sådan nogle rhododendroner trives godt side om side med Fandens mælkebøtter. Andre, der trives rigtigt godt på den anden side af grusvejen, er de nye stude, som jeg har døbt de tre musketerer. De er stadige lidt reserverede overfor fremmede, men stillede alligevel op til en "foto-session".

Jeg følte mig lidt som en forbryder, da jeg samme aften lavede "Chili con carne"......af oksekød!

"At odla goda dagar"

"Ska du odla någonting i år?" Sætningen sprang i øjnene, da jeg lørdag formiddag sad og læste  "Svenjlunga-Tranamo tidningen". Hm.."odla", hvad pokker betød det, så i stedet for at skimme ugeavisen, måtte jeg simpelthen læse videre. Jeg fandt ud af, at det hele handlede om, hvorvidt folk ville dyrke noget i år.

Et ægtepar havde åbenbart opgivet enhver form for "at odla någonting", da hjort og vildsvin simpelthen åd eventuelle afgrøder. En kvinde havde ikke de samme problemer, for hun skulle dyrke både potatis, morötter og salad.

Al den læsning om grønsager, blomster og jord fik det til at klø i mine grønne fingre. Men anlægning af en svensk urtehave, kunne selv jeg se, var totalt ude i skoven. Sådan en urtehave kræver konstant overvågning, hvis den ikke skal vokse en over hoved, noget selv jeg overhovedet ikke kunne præstere.
Jeg husker de store problemer, jeg havde, da vi købte huset i Svensås. Hvordan pokker skulle det føles som vores hus, hvis der ikke var lidt "pyntegrønt" i vinduerne? Problemet blev dog efter omhyggelig granskning i blomsterbøger løst: Sukkulenter og andre planter, der kunne klare 14 dage uden vand.

Så jeg har gemt drømmen om den svenske urtehave, det sted sådan noget skal gemmes, og i stedet fundet drømmen om træterrassen frem. En drøm, der hvis alt flasker sig, er en realitet, når vi begynder vores ferie sidst i juni.

Her vil jeg så  "odla goda dagar" og  andre blomstrende vækster:)

"Projektorienteret?"

"Synes du ikke snart, du burde lave en priotering og afslutning af alle de der projekter, du har gang i", spurgte Darleen og kiggede "tante-agtigt" på mig. "Var vi ikke enige om, at du ikke ville blande dig", svarede jeg raskt tilbage.
"Hm, jeg ved det godt, men tænk lige på os andre ikke. Både Ole og jeg er jo ved at falde over garnnøgler, bøger og de der papirbunker på skrivebordet."

"Ja, nu er det jo kun dig, der kravler rundt på skrivebordet. Så det var måske et job for dig at få den bunke sorteret?"
Med disse ord tog jeg vandkanden og gik ud på terrassen for at se om olivenplanten (for et træ kunne jeg ikke kalde den endnu, men med lidt vand....) citrusfrugten og duftpelargonierne var tørstige.

Det utrolige er, at efter at have boet sammen med Ole  i hvad der synes altid og med Darleen i 13-14 år, kan vi stadig have disse diskussioner. De påstår på den ene side, at jeg er et rodehoved, og jeg på den anden holder fast i, at jeg er umådelig kreativ. Og det faktisk er dem, der har et problem, fordi alt helst skal sætte i ringbind, på hylder og i systemer.

Mens jeg stod og vandede, tog jeg mig selv i at tænke over, hvor mange ting jeg egentlig havde gang i.

2påbegyndte bluser.
1 kæmpestak papirer på skrivebordet, som Ole ville elske, jeg sorterede og satte i ringbind.
Et ukendt antal påbegyndte bøger, der hvis de ikke fænger efter 50 sider, bliver sat i reolen igen.
1 nylig påbegyndt bog med titlen "Den hundrede årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt, som jeg  helt  sikkert vil læse færdig.
2-3 stk. planter, som virkelig trænger til lidt grønne fingre.
En masse ukrudt mellem terrasses fliser.(så jeg pludseligt)

Så var det, at det gik op for mig, at jeg altid har haft planer for alt muligt. Nogle planer forbliver bare tanker, andre påbegynder jeg, og nogle af dem gør jeg sørme også færdige.

Uden egentlig at tænke over det, havde jeg nippet et par stiklinger af duftperlargonien og sat den i vand i et glas i køkkenet. Darleen sad på gulvet, kiggede op på mig og sagde hovdrystende:"Endnu et nyt projekt, hva`?"

Pige træd varsomt.

Jeg sidder her en sen nattetime og tænker på, hvor meget forskel et par røde sko kan gøre! Ja, det kræver vist en forklaring. Og forklaringen er faktisk ganske simpel. Her i aften havde jeg ikke mine sædvanlige fornuftige, og ikke særlige fikse sandaler på. Nej, jeg troppede op på arbejde i et par røde sko fra Rieker, der jo som bekendt også er velegnede til at gå og stå i!

Jeg skal love for at Bjergbyparkens beboere bemærkede det:"Nej Rie, sikke fine, røde sko." Da jeg ikke kan anklages for at være mundlam, svarede jeg selvfølgelig raskt: "Ja, jeg har taget danseskoene på, det er jo lørdag aften." Det fik smilet frem og nogle af beboerene grinede højlydt, da jeg tog et par improviserede dansetrin. Snart gik samtalen jo på danseskoler, forskellige trin med videre, og en af damerne betroede mig, at hun aldrig havde kunnet danse. "Det har jeg heller ikke", sagde jeg, blinkede til hende og lagde an til en piruette. "Sikke De da kan", sagde hun og smilede drømmende.
Måske havde hun de samme drømme som jeg, måske havde hun engang drømt sig til ballerina, og for mit eget vedkommende til skøjteprinsesse.

Som aftenen skred frem, fik jeg flere kommentarer og komplimenter om mine fine, røde dansesko. Jeg synes derfor det var på sin plads at afslutte denne aften med min egen udgave af "Svanesøen".

Jeg er godt nok lidt  øm i fødder og knæ efter dette lørdagsbal, men sidder alligevel og tænker på, hvilken forestilling vi skal sætte op næste gang.