Fru Sauer`s blog

Mælkebøtter, bænkebidere, klemmelus og andre farlige dyr.

2012-04-19T12:00:00.001+02:00

"Jeg synes godt nok, vi har fået lavet meget", siger Darleen og ser sig anerkendende omkring i vores lille rækkehushave. "Det er tid til formiddagspatruljering," siger hun så og forsvinder i retning af ligusterhækken.

Jeg nikker smilende og forsætter med at komme haveaffald ned i de af Kommunen foreskrevne klare plastposer. (I parentes vil jeg tilføje, at jeg finder det direkte uforskammet, sådan at forlange at vi, haveejere, skal bruge klare poser, så det er tydeligt for enhver, hvad der dumpes. Tror Kommunen måske, at jeg vil dumpe atomaffald, en myrdet, parteret bedstemor eller andet sprængfarligt stof?)

Søren Ryge er, foruden den ikke specielt heldige udtalelse vedr. skydning af katte, også kommet med et par gode råd. Jeg efterlever til punkt og prikke følgende:"Jeg går kun i haven, fordi jeg har lyst, og ikke fordi jeg tror, naboen synes jeg skal."

Det forhøjede staudebed trænger til at blive kultiveret en smule, så jeg kravler op i skidtet bevæbnet med en kniv(til genstridige mælkebøtter), en gammel orange Fiskarssaks, der må gøre det ud for en beskærersaks,( til klipning af visne staudetoppe), og sidst men ikke mindst en helt igennem klar, politiskkorrekt plastpose.
"Hvor pokker er min gode, gamle beskærersaks, der troligt har fulgt mig gennem årerne?", tænker jeg lettere irriteret og begynder at klippe toppen af et par stauder.
Det kan godt være, at mærket "Fiskars" borger for kvalitet, men brugt til havearbejde forslår den som en skrædder i helvede.

Snart flyder blodet i stride strømme fra mine fingerspidser og jeg opdager, at jeg er blevet ejer af tre stks. klemmelus.
"Sådan noget forbandet møg", skriger jeg, smider saksen og begynder at slikke blod af fingrene.
Darleen kommer springende og vil selvfølgelig have at vide, hvad alt det postyr er for noget.
"Se jeg har fået klemmelus", siger jeg og viser hende de blodige lus.
Hun stirrer uforstående på mine fingre og siger: "Ja, undskyld mig, jeg kan altså ikke se nogen klemmemus.For er sådan nogle ikke på størrelse med de der klemmer på tørrestativet?", spørger hun så helt uskyldigt.

"Darleen det hedder klemmelus fordi man får det af at klemme sig. Det har intet med mus at gøre."
"Nå ja, så er det jo ikke interessant. Jeg går lige op og holder øje med genboens sorte hankat igen. Du ved, han har det jo med at ville pisse territorium af."

"Hvad så med resten af haven, der er stadig lidt tilbage, hvis du har mod på det," siger jeg, ser ned på fingrene og konstaterer, at de er holdt op med at bløde.

Darleen svarer ikke, men jeg kan se hende sidde og trykke sig under ligusterhækken.

Darleen, der har tilbragt sin tidlige barndom i en beskyttende kattegård, og først senere i livet har stiftet bekendskab med "Guds frie natur", mener selv at hun er et meget modigt og farligt kattedyr, efter at have tilbragt 30 minutter udenfor denne torsdag formiddag.

"Fis så af. Bare tag benene på nakken, eller jeg skal komme efter dig", skriger hun til genboens kat, der sidder inde bag køkkenvinduet. Hun kratter lidt i jorden, mens hun udstøder sit kampråb: "Død over bænkebiderne" hvorefter hun begynder sin nådesløse nedslagtning.

Efter endnu en halv time er staudebeddet nogenlunde fri for ukrudt, de farligste af bænkebidderne udryddet og genboens sorte hankat faldet i søvn i vindueskarmen. Darleen og jeg er enige om, at vi har udført et rigtigt godt stykke arbejde og går derfor ind igen.

"Nu skal vi holde en velfortjent pause"; sigerr jeg til Darleen. "Hmm...., men jeg skal altså først lige have vasket de der blodige bænkebidere af mig", siger hun og lægger sig i sofaen og starter den rituelle kattevask.
"Selv en vildkat må altså også tænke lidt på sit udseende", siger hun og kigger op og ned ad mig.
"Har du ikke også et par klemmemus, der trænger til at blive gjort i stand?"

"Samarbejde?"

2012-04-12T12:04:00.000+02:00

"Den går ikke Grandberg. Jeg melder dig snart til fødevarestyrelsen og foreningen "RHTRK". Det er godt, hverken din mor eller Emma Gad er til mere, for så ville de korse sig"; siger Darleen og nyser.

Jeg kigger arrigt på hende. Dagen har indtil nu ikke budt på andet end problemer: Garntykkelser, der ikke passer sammen, strikkefasthed, der heller ikke passer, rundpind nr. 3, der alligevel ikke findes i pindeskuffe. Og som det ikke var nok så skinner solen ind ad vinduerne og viser med alt tydelighed, at spindelvæv og nullermænd trives pragtfuldt. Jeg fornemmer også en spirende aktivitet i vores lille rækkehushave, så arbejdet ligger og venter på evt. havenisser, hvis nogle skulle være ledige.
Og det eneste jeg har lyst til er, at eje en rundpind nr. 3 så jeg kan komme igang med et nyt strikke-eventyr.

"Hit med musen", skriger Darleen og forsætter," jeg skal have googlet nummeret til fødevarestyrelsen og til "RHTRK".

"Nu har den der forening "RHTRK" vel ikke i forbindelse med en terrorgruppe eller andet farligt", spørger jeg lidt usikkert. Jeg ved nemlig, at selv uskyldige mennesker og katte kan rode sig ud i farlige forbindelser, så snart de trykker "like" eller "yes" et tilfældigt sted på nettet eller køber en T-shirt med et "farligt print".

"Bare rolig, "RHTRK" er det direkte modsatte. Det er forening til bevarelsen af "Rene hjem til renlige katte", siger Darleen overbevisende.
"Meget smart, men du glemmer vist, at de der såkaldte renlige katte også er med til at øge bestanden af nullermænd, dig selv inklusiv."

"Hm..men omvendt er vi med til at holde bestanden af edderkopper og dermed spindelvæv nede", giver Darleen igen.

Min hjerne arbejder på højtryk efter at finde et godt argument, der kan vippe Darleen af pinden, og få hende til at tie stille. For jeg tror ikke, at der står nedskrevet noget sted, at det er mig, der skal stå for al rengøring. Det skulle da lige være i "RHTRK"s vedtægter!

Så slår det mig, at Darleen ikke helt har gennemtænkt situationen. For er der nogen, der hader støvsugeren, så er det hende.

"Darleen, det vil sige, at du ønsker bedre rengøring, herunder oftere støvsugning", spørger jeg professionelt.

Jeg kan spore en vis usikkerhed i hendes øjne, men hendes svar er lige så frækt som altid.

"Selvfølgelig gør jeg det. Du kan starte i stueetagen, så smutter jeg ned i kælderen og finder ud af , hvor galt det står til dernede. Samtidig kan jeg måske fange lidt fluer og et par edderkopper, ja og hvirvle lidt liv i nullermændene, så det hele er parat til dig. Er det ikke det, man kalder samarbejde?"

Jeg nikker modvilligt og hiver støvsugeren ud af skabet.

En heltegerning

2012-04-10T11:04:00.000+02:00

"Nå", hvordan synes du vores påskeferie var, du ved sådan på en skala fra 1 til 10?", spørger Katten Darleen og gaber diskret.
Jeg tænker ved mig selv, at det da også er det eneste diskrete ved Darleen for tiden. For den sidste uges tid har hun mere eller mindre gjort vores liv til et helvede.
"Det der med den skala, går den også til minus 10?", spørger jeg uskyldigt. "For så er det helt klart minus 10."

Darleen springer op som trold af en æske, med kløerne fremme og øjne, der slår gnister.
"Jävla du", skriger hun på svensk og hvæsser kløer i min arm.

"Nu må du godt falde lidt ned, min fine ven. Var det måske ikke dig, der for rundt hver eneste nat og skreg og hylede, som en kat i løbetid. Så hvordan tror du lige vores ferie har været, var?"

Denne svada får Darleen til at slippe taget i min arm, og nu ligner hun en punkteret badebold.
Hun kravler hen i den fjerneste ende af sofaen, lægger sig til rette og ser op på mig med bedrøvede øjne.
"Jäg tænker at ni inta kan forstå", siger hun stille.
"Darleen vær nu sød at tale dansk, så går det ligesom lettere ik`, og så fortæl hvad det er, vi ikke forstår."

"Det var jo bare Zoro og jeg, der ville passe på jer allesammen i Svensås. Du ved hvor hurtigt sådan et træhus brænder."

"Åh nej Darleen, du har selvfølgelig også fået et chok ved synet af Franks nedbrændte hus. Har i så holdt vagt eller hvad?"
"Hm..ja vi holdt udkig efter ildfluer, hunde og mennesker med refleksveste og stjerneskud. Ja, man kan aldrig vide med den slags ting. Ja, og den store brændende tingest i hjørnet af stuen har jeg personligt tjekket hvert tiende minut natten igennem."

Naboen Frank nåede lige at få gevær og patroner reddet ud. Heldigvis ligger stald og hundegård ikke i forbindelse med huset. Så både hunden Jeppe, høns, kyllinger og får var uskadte.
Jeg tænker med gru på et andet svensk hus, der brændte ned til grunden. Her var ingen overlevende. Årsagen til branden menes at være stearinlys eller en brændeovn.

"Du og Zoro har jo egentlig udført en heltegerning.", siger jeg sådan for mig selv.
Darleen er der straks. "En helt fortjener vel lidt rejer, eller hva`"

"Skatter, for 5000 body-tequila med kæmperejer."

2012-02-17T17:59:00.000+01:00

Darleen har i flere dage plaget mig om at skrive. Jeg har fortalt hende, at jeg har masser af andre ting at lave, udover at skrive om hendes fantastiske liv, men hun bliver ved.

"Du bliver simpelthen nødt til at skrive lidt om, hvordan jeg har det. Tænk hvis mine læsere tror, jeg er fuldstændig psykisk nede, nu jeg ikke har været på et stykke tid", siger hun og slikker rester af kæmperejer i sig.
Jeg orker ikke at gå ind i en diskussion om, hvem der har "copyright" på "Fru Sauers blog", da jeg mener det burde være logik for perlehøns og katte. Derfor kommenterer jeg det ikke, men foreslår i stedet, at hun skal finde tre ting, hun synes læserne skal vide om hende.
"Jamen der er da garanteret flere end tre ting. Folk er simpelthen vilde med mig", siger hun uden at blinke.
Jeg nikker og tænker ved mig selv, at hun i årenes løb har udviklet sig lidt "diva-agtigt". Der er i min verden stor forskel på selvtillid og ukritisk storhedsvanvid, en forskel hverken Darleen og adskellige deltagere i diverse reality-programmer åbenbart ikke kan se.

Jeg griner indvendig, fordi jeg for mit indre blik ser Darleen som deltager i henholdsvis:

Paradise Hotel:
"Ska`vi kaste os over ham der Pelle Haleløs, hva`Snowball, han er sgu for lækker.La`os gi`ham lidt body-tequila med saltede rejer."

For lækker til Love:
" Ih skatter, jeg ved godt du er til fyre, men jeg synes altså du er for lækker. Så Gustav du må godt servere mine rejer, bare to night skatter."

Luksusfælden:
" Åh det ka`jeg godt se nu. 5000 på rejer, det er nok lidt meget."

"Nå Darleen har du fundet tre ting, som andre bare må vide om dig?"
Darleen rynker knurhårerne, lægger hovedet på skrå og ryster så på det.
"Jeg synes ikke rigtigt at tre ting gør det. Nej du kunne skrive en hel bog om mig", siger Darleen og går i retning mod køkkenet.

Lidt efter kan jeg høre hende smaske flere kæmperejer i sig.
Jeg smiler og tænker, at en ting andre ved om Darleen er, at hun elsker rejer.

"Berømthedens almindelige liv!"

2012-02-03T17:05:00.000+01:00

Katten Darleen har fundet et nyt yndlingssted at tilbringe dagen. Hun er flyttet fra vindueskarmen over på en blød pude, der ligger på vores sorte skammel. Der lå hun også, da jeg kom hjem fra arbejde.

"Hej Tøsebarn", sagde jeg og strøg hende forsigtigt over ryggen. Hun åbnede det højre øje lidt på klem, rystede på hovedet og sagde: "Jeg tror snart, jeg melder dig til Kattens værn."
Nu var det min tur, til at ryste på hovedet, for jeg anede virkelig ikke hvilke forfærdelig ting, jeg nu havde været skyld i.

Jeg har aldrig kunnet acceptere, at hverken mennesker eller katte kommer med den slags anklager, der sådan svæver i luften. Så sig dog, hvad pokker der er i vejen, istedet for den slags psykisk terror, der lader modparten føle skyld og dårlig samvittighed oftest uden grund.

Darleen åbnede nu begge øjne og stirrede vredt på mig. Da hun stadig ikke ville uddybe sin trussel, vendte jeg hende ryggen og gik ind for at redde senge. Bag mig kunne jeg høre lyden af trippende kattepoter, og inden jeg fik set mig om, sad hun midt på sengen og vaskede sig.

"Jeg føler mig lidt forsømt", sagde Darleen og forsatte med at fortælle om hendes sarte psyke, hendes seperationsangst og hendes store behov for altid at være i centrum.
Jeg lyttede, nikke og glattede sengetæppet, mens jeg flyttede lidt rundt på Darleen.
"Er du klar over, at det første skridt til helbredelse er, at du erkender problemet?", spurgte jeg.
Darleen sad nu på min skulder og spandt, og jeg tænkte, at jeg nok havde grebet situationen rigtigt an.

Darleen foreslog at vi lagde os lidt under sengetæppet, nu vi alligevel var der. Og som sagt, så gjort.

"Rie der er også noget andet. Jeg synes at ham Pelle-drengen er blevet lige lovlig berømt. Ja, for ikke at tale om den arrogante fyr til Pjevs, der sådan er blevet filmstjerne."

"Darleen, hvad i alverden mener du? Har du ligefrem læst det eventyr, jeg har skrevet til arbejdet", spurgte jeg, og smilede lidt for mig selv dernede under sengetæppet.
"Hmmmm....det er vel ikke forbudt, eller hva`? Jeg synes bare mit liv er meget almindeligt i forhold til de to. Tænk at være fodboldspiller, eller Star i Hollywood, tænk dig hvis jeg var berømt", sagde Darleen drømmende."
Jeg fortalte hende, at hun var vidt berømt på Bjergbyparken.
"Der er nogle af mine kollegaer, der glæder sig til at læse om dig på min blog. De spørger mig, hvornår jeg skriver om dig igen, så Darleen du er meget berømt."

Hun viklede sig ud af sengetæppet, hoppede op på min mave og holdt mit blik fast.
"Din blog! Du glemmer vist, at hvis det ikke var for mig, så havde du intet at skrive om. Absolut intet!"
Jeg tænkte i mit stille sind, at jeg da ind imellem strikkede et eller andet færdigt, som jeg også satte på bloggen. Men jeg sagde det ikke højt, for jeg vidste godt, at hun på en eller anden måde havde ret.
Selv ville jeg også hellere læse om en smuk, klog kat, der havde noget på hjertet, fremfor at glo på en eller anden hjemmestrikket tunika.

"Hårdt arbejde".

2012-01-10T16:37:00.002+01:00

Jeg håber, at jeg lige akkurat har undgået et kæmpe skænderi med Darleen ved at sætte dette billede på bloggen. Hun er meget fornærmet over mit tidligere indlæg, da det kunne opfattes som om, hun altid sov! Men her kan i ved selvsyn se, at hun ind imellem er vågen.

I den forbindelse har jeg lovet at fortælle at årsagen til, at hun befinder sig meget i vindueskarmen ikke skyldes radiatoren nedenunder, men det faktum at hun bare passer sit arbejde som ansvarshavende fugleobservatør.

Og som hun siger, så er det jo et meget hårdt arbejde, sådan at holde "mandtal" på samtlige fugle i Slagelse og omegn.

Når jeg er ude, sover Darleen i vindueskarmen

2012-01-10T14:24:00.000+01:00

Da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg Darleen det samme sted, som jeg havde "efterlandt" hende om morgenen. Eneste forskel var, at hun istedet for at sidde i vindueskarmen nu lå ned.
"Hej med dig, Tøsebarn", sagde jeg og gik over og strøg hende over ryggen.
Hun åbnede langsomt øjnene, gabte lidt og sagde: "Mmmmm, hej, nå kommer du der".

Jeg er ikke helt klar over, om min pludselig opståede træthed skyldtes, at jeg for første gang i ca. en måned havde været på arbejde, eller om hendes gaben, havde smittet mig. Men jeg begyndte pludselig at gabe og for ikke at dejse om som en anden narkoleptisk patient, gik jeg ned i køkkenet og satte kaffe over.
Darleen råbte efter mig, at hun lige skulle vågne, men så ville hun gerne snakke.

Bevæbnet med et stort krus kaffe og læsebriller tændte jeg for computeren og surfede lidt rundt. Min jagt på nyheder blev dog afbrudt af mobilen, der kimede. Darleen, der stadig befandt sig i vindueskarmen, synes åbenbart at hun ville overhøre min samtale. Hun hoppede ned, derefter op i favnen på mig og begyndte at gnide sin kind mod mit øre.
"Ja, hej det er mig", sagde stemmen. Darleen kiggede forvirret på mig, og det var tydeligt at hun ikke fattede en brik.

Den eneste, der slipper afsted med sådan en hilsen, er Ole. Jeg har altid syntes, at det at præsentere sig hører til almindelig dannelse. Men ok. det er der så meget andet, der gør i min verden. ( I parentes bemærket er jeg nok ikke opdateret mht. almindelige omgangsformer, da jeg generelt synes mange børn og unge kunne trænge til "Takt og tone" a la Emma Gad.)

Ole ville bare høre, hvordan jeg havde det efter min første arbejdsdag. "Hun har det pragtfuldt", skreg Darleen og forsatte med at fortælle Ole, at nu var tiden gået! Jeg tillod dog med egne ord at forsikre Ole om, at jeg stadig var intakt, men ret træt.

"Nå du, er det ved at være tid?", spurgte Darleen og så forventningsfuld på mig.
Jo det var nok ved at være tid til en middagslur sammen med Darleen.
"Så kan du også ligge og fortælle mig lidt om, hvordan din dag har været", sagde Darleen og så sådan lidt omsorgsfuld ud.

"Vi kaster os bare ud i det."

2012-01-06T09:20:00.003+01:00

"Det kan jeg godt sige dig, det er for galt. Jeg finder mig ikke i det", hvæsede Darleen og kradsede lidt i lædersofaen, som for at gøre opmærksom på sagens alvor.

"Hvad mener du?", spurgte jeg, og forsøgte at få sofaen befriet for hendes syle-lange kløer.
Darleen stoppede et øjeblik med sit angreb på vores tyve årige gamle sofa. Hun så mig direkte ind i øjnene og sagde: "Og det spørger du om. Du, der har læst psykologi, sygdomslære og hele piv-tøjet."

"Ja og netop derfor vil jeg godt forstå årsagen til din destruktive adfærd".
"Gem al den der fine,fine psykologsnak til en dag du møder de møgunger, der har gjort mit liv til et helvede hele december måned."
"Vil du lægge sag an ", spurgte jeg og tænkte, at Darleen nok havde læst en artikel om en eller anden forbryder, der ville stævne det amerikanske fængselsvæsen for dårligt indeklima eller sådan noget.
"Darleen, december måned er foruden julehygge også lig med møgunger og nytårskrudt, så sagen er tabt på forhånd. Man må tage det søde med det sure. Livet er ikke lutter....."

"Du har overhovedet ikke fattet en disse. Det er sørme svært, det her, og jeg som troede, at du var et bare nogenlunde ordentligt menneske, men nej"

Samtalen synes at have udviklet sig til lidt af en gættekonkurrence med mig som uvillig deltager. Jeg gættede i øst, svarene fandtes åbenbart i vest.

Jeg har ikke anlæg for ludomani og synes al den snak om den store gevinst er noget forbandet sludder. Men jeg vidste også, at jeg blev nødt til at spille mine kort rigtigt, hvis ikke denne gådefulde samtale skulle vare hele dagen. Jeg blandede mine kort, trak fra bunken og spillede hårdt ud.

"Jeg tror, det har noget med vores indbyrdes forhold at gøre."
Darleen kiggede op på mig og nikkede. Hun slikkede herefter sin venstre forpote og sagde: "Du skal jo snart starte på det der arbejde igen, ik`?"
Det var i hvert fald et spørgsmål, jeg kunne score point på, så jeg nikkede og forsatte.

"Hvordan har du det med det?"
Jeg ved ikke om det var indbildning, men jeg synes at hendes øjne var underlige blanke. Jeg strøg hende forsigtigt over ryggen, for at berolige og opmuntre hende til at komme ud med, hvad der nu tyngede.

"Jeg tror, jeg lider af separationsangst. Jeg bryder mig ikke om tanken om at være alene. Det er så kedeligt, ingen at snakke med, ingen til at hælde mad og vand op, ingen til at stryge mig med hårerne."
"Hmmm, måske har du en mild form. Men du må tro på at både Ole og jeg kommer igen".
Darleen så ud til at være beroliget lidt og jeg forsatte.
"I begyndelsen er det jo også bare nogle timer. Jeg kan heller ikke klare en hel arbejdsdag."
"Nå, det lyder straks meget bedre. Hmm... er det noget, der kan trænes?"

Jeg begyndte at fortælle Darleen alt, hvad jeg vidste om separationsangst og måder til at overvinde den på.
Darleen afbrød mig efter et par minutter og sagde:"Ved du hvad, det skal nok gå. Vi kaster os bare ud i det."
Herefter hoppede hun ned fra sofaen og gik over mod døren.
Hun vendte sig om, kiggede op på mig og sagde:" Jeg går lige ned og sover lidt i kælderen. Men bare rolig jeg skal nok være her, når rejerne bliver serveret."

"Fit for fight"

2011-12-19T12:56:00.001+01:00

Så har jeg taget en beslutning om, hvornår jeg starter på arbejde igen! D. 10 januar bliver forhåbentlig den første arbejdsdag efter en længere sygeperiode. Nogle vil måske spørge, om jeg på forhånd sådan kan vide, at jeg er "Fit for fight" lige netop den tirsdag. Nej er svaret, det kan jeg ikke, men på den anden side, så skal og vil jeg på arbejde igen. Og hvem kan forsikre mig om, at jeg får det bedre ved forsat at være sygemeldt. Ved at kende en dato, og vide at det er på nedsat tid, er en smule beroligende. På trods af at denne viden skaber en smule ro pt., kender jeg mig selv godt nok til at vide, at når dagen oprinder er jeg nok ikke speciel kry. Så må jeg tænke på mine gode kollegaer, der helt sikkert vil tage godt imod mig og hjælpe mig den første tid.
Måske er jeg rablende vanvittig...........tiden vil vise det. Men indtil da vil jeg forsat prøve at se det positive og holde fast i det.

I morgen er der atter en dag.

2011-12-13T11:07:00.000+01:00

Regnen pisker mod ruden, hvilket ikke ligefrem er motiverende for at komme ud på min daglige, lægeordinerede gåtur. Darleen er fuldstændig ligeglad, hun sover nemlig fra regn, mørke og tunge tanker.

Ind imellem vågner hun dog forvirret op og spørger: "Er det ikke snart forbi" Jeg har ikke helt fundet ud af, om hun mener regnvejret, mørket eller mit tungsind. Måske er det lidt af en blanding.

Jeg havde håbet, at min energi i dag var til lidt mere. Men jeg må erkende, at den ind til videre kun har rakt til sengeredning, oprydning og et hurtigt bad.

Senere på dagen venter en tur til min fysioterapeut, der som regel kan løse op for muskelspændinger og få mig til at slappe lidt af. Så måske får jeg en god nat søvn, og vågner frisk og udhvilet i morgen.

"Ja, i morgen er der atter en dag", siger Darleen, der nu er lysvågen. "Og så må du godt lige massere mig der på ryggen, du er altså ikke den eneste med muskelspændinger."

Mindre lort end lagkage

2011-12-11T23:43:00.000+01:00

Dagen i dag har været bedre end dagen i går. Så det må jo på en eller anden måde gå fremad. På trods af at lyset er sparsomt ved jeg, at det findes.
Lyset og glæden er: En hilsen fra en rigtig god kollega/ven, et slik om snuden fra en slædehund, et kig indi dens vidunderlige øjne, et tilfældigt møde med en fremmed, venlig, spindende kat, et glimt af solen, et smil fra en fremmed, min mands beroligende stemme og tilfældige kys, Darleens skøre indfald, genoptagelsen af gamle venskaber, en spirende tro på at Livet er mindre lort end lagkage.

Miraklernes tid.

2011-12-06T09:36:00.000+01:00

Min familie, mine kollegaer, min lederog min læge siger, at jeg skal tage det stille og roligt og være god ved mig selv. Men en lille stemme hvisker mig i øret, at nu skal jeg fandme tage mig sammen og komme op på hesten igen.
Det er paradoksalt for jeg ved, at stemmen i øret på den ene side trækker mig længere og længere ned, og på den anden side i sidste ende gør, at jeg på et eller andet tidspunkt kravler op af den suppedas, jeg er havnet i.

"Stresssymptomer", siger lægen og smiler venligt til mig samtidig med, at han rækker mig æsken med kleenex. Jeg nikker og pudser næsen, taknemmelig over kleenex og et venligt smil.
Efter en længere snak om årsag og virkning aftaler vi, at jeg skal komme igen om en uge.

På trods af at min læge bare er en helt almindelig praktiserende en, har han altid været god for en snak om mit psykiske velbefindende, der i årenes løb ind imellem har haft brug for lidt justering her og der.

"Måske er jeg psykisk sårbar, måske reagerer jeg bare sundt i forhold til pres", tænker jeg, og føler mig samtidig en smule heldig ved at opdage, at jeg lige akkurat kan nå bussen hjem.

Jeg ved, at det er de små ting, der gør hele forskellen. En lille ting, som at stå op før klokken otte har stor betydning for resten af dagen, ligesom god morgenmad, frisk luft og et par positive tanker har.

Måske ser det alligevel ikke så sort ud, tænker jeg og overvejer om Darleen og jeg skal gense "Babe den kække gris." Babe, grisen, der egentlig var dømt til at ende på middagsbordet, men som ved held og en utrolig tro på, at tingene kan ændres, endte som premieret hyrdehund. Miraklernes tid er måske alligevel ikke forbi?

"Så kan i fandme lære det."

2011-11-28T09:58:00.000+01:00

Det er sgu lidt deprimerende lige nu. Garn i lange baner, men ingen geist til strikkeriet. Jeg mangler simpelthen et godt gammeldaws spark i røven for at komme igang. Jeg slår op til diverse ting og sager, strikker et par cm. og trævler så op igen.
Garn flytter plads fra skabet i soveværelset til krogen i sofaen, blot for at blive kylet tilbage i skabet igen med orderne:"Sådan noget lort".
Ja, jeg bander en del i disse dage! Noget som Darleen absolut ikke bryder sig om. Hun ved nemlig at med eder og forbandelser kommer dårligt humør og lediggang. Darleen skæver ind imellem i min retning, ryster på hovedet og gemmer hovedet under poterne, som ville hun sige:" Åh nej ikke igen."
Jo Darleen nu igen. I disse dage forbander jeg regeringer, kommuner, massemordere, krige, voldtægtsmænd, børnemishandlere, politikere, sladder-blade, realityshows, uvidenhed, arrogance og almindelig ligegyldighed.

Når jeg rigtig folder mig ud, er jeg parat til hvad som helst, for min vrede er stor, mørk og truende. Jeg kaster mig frådende over Susanne Stauns nye bog "Hilsen fra Rexville", æder kapitel efter kapitel og nyder i fulde drag at børnemishandlere myrdes med koldt blod en efter en. "Så kan i fandme lære det"

Jeg tager mig selv i at fantasere om en til flere unavngivende personers tiggen om nåde, efter min stikken og boren efter deres dårlige samvittighed.
I dette øjeblik er jeg ikke speciel civiliseret, nej jeg giver fanden i forståelse og empati for modparten. Jeg ved udemærket godt, at dette sætter mig i samme bås som Peter Lundin-agtige typer og ikke ligefrem fremmer forståelse og tolerance. Men for fanden hvor er jeg træt af at være en gammel sødsuppe humanist med et utal af ufuldendte strikkeprojekter.

Hverken fugl eller fisk

2011-11-23T12:00:00.001+01:00

Jeg bryder mig faktisk slet ikke om fridage. Ja altså de der fridage midt i ugen, som kompensation for weekendfri. De er jo hverken fugl eller fisk. Læge, tandlæge og fysioterapeutbesøg er altid placeret der sammen med rengøring, tøjvask og indkøb, og endelig ligger det også i kortene, at jeg står får madlavningen, da jeg jo har fri!
Bedre bliver det ikke af, at Darleen forventer mit selskab i sofaen både tidligt og sent. Så mine såkaldte fridage er altid booket op på forhånd.

Jeg prøver virkelig ihærdigt at overse dyngerne med vasketøj, nullermænd, et halvtomt køleskab, aftalerne i min kalender og Darleen, der hele tiden spænder ben. Så lad mig dog være i fred, har jeg lyst til at skrige. Giv mig dog for pokker lov til bare en gang imellem at bruge dagen på ingenting.

Sådan1

2011-10-21T15:07:00.000+02:00

Så er garnet til tøsernes falske snoninger kommet! Sådan! Bestilt i går, leveret i dag. Strikket færdigt? Hmmm......skulle gerne være inden jul:)
Jeg håber ikke, jeg bliver træt af de falske, har vist aldrig strikket tre trøjer i det samme mønster. Men hvis trætheden skulle overmande mig, er der jo lige de "Blandede bolsjer", der skal vejes og måles og findes tilpas:)

I wonder.........

2011-10-20T22:59:00.000+02:00

Ja, jeg er blevet så kæphøj, at jeg spekulerer på, om jeg kan kreere min helt egen strikkeopskrift på en trøje. Jeg ved lige hvordan, den skal se ud. Garn og pinde har jeg, og navnet på trøjen er også klar: "Blandede bolsjer" Så er der bare lige et par småting og løse ender, der skal fikses.
........I wonder how.......

"Man må sno sig"

2011-10-20T18:13:00.002+02:00

Så ligger den færdige trøje og snor sig på altanen:) Som den opmærksomme læser nok har gættet, er de lyse striber, solstriber.

Jeg er rigtig godt tilfreds med de falske snoninger, selv om det var et stort arbejde.

Men resultatet er altså bare GODT:)

Ida og Elisabeth, de skøre, skønne unger har da også bestilt hver deres falske snoning, så helt arbejdsløs bliver jeg da ikke.

I den forbindelse må jeg simpelthen rose Sanne fra Rasmilla.dk for hurtig ordre-ekspedition. Knapt havde jeg trykket accepter, før en mail dumpede i inboksen med besked om, at pakken var sendt. Gid jeg var bare halv så hurtig med strikkepindene:)

Den lungesyge høne kommer i omdrejninger.

2011-10-18T22:36:00.001+02:00

"Nå hvad sagde ham "læge-dimsen", spurgte Darleen, da jeg sent på eftermiddagen kom væltende ind ad døren.
"Den er helt gal", hvæsede jeg og hev efter luft, mens jeg fumlede i tasken efter posen fra "Rådhusapoteket".
Darleen begyndte at kravle rundt nede i tasken og snuse. "Den er her", sagde hun og tilføjede:"Føj for pokker en stank af medicin".
Jeg kunne kun give hende ret, for hvis ikke man er syg, så bliver man det af at stikke næsen i diverse medicin. Der er altid lidt kunstigt, mettalisk og dræbende ved medicin. Det burde efter min mening lugte af æbler, engelske roser og nyfødt, så man ligefrem fik lyst til at tage den. Men lugten minder mig om alderdom og død.
Nå, helt død er jeg jo ikke, blot dødtræt af ikke at kunne få vejret og på den måde at være kørt ud på et sidespor. Dødtræt af ikke at kunne gøre almindelige ting som at gå op ad trappen, tage bad, støvsuge og gå på arbejde uden at være ved at falde fra hinanden.
Alt det sad jeg og fortalte Darleen, der som vanligt lå og lyttede interesseret til mit "foredrag" udi selvmelidenhed.
"Nå men det korte af det lange er vel, at du skal hive det der medicin ned i lungerne i stedet for den der røg?"
Jeg nikkede og tænkte ved mig selv, at jeg misundte Darleens enkle måde at anskue tingene på.

"Jamen så lad dog være med at sidde der og ligne en lungesyg høne, jeg får helt lyst til at bide lidt i dig. Du trænger til lidt liv og glade dage."
Hvad kunne jeg andet end nikke endnu en gang.

"Så se dog og kom i omdrejninger", skreg Darleen og beviste dermed, at hendes lungefunktion er helt i top.
Hun må have set hvor rådvild jeg var, for igen skreg hun:" Kom i omdrejninger, vær dog lidt aktiv, har du ikke et par knapper, du skal have syet i et par falske snoninger?"
Jeg kunne kun smile, for hun havde jo ret den skøre kat. Jeg manglede jo bare at sy knapper i trøjen med de falske snoninger. Jeg fik det straks meget bedre.

"Jeg sku`ha`gået til Louis Nielsen"

2011-10-11T19:01:00.000+02:00

Status denne tirsdag aften er som følger: Ole og Darleen slanger sig på sofaen(for en gangs skyld vil de begge nok påstå), jeg er totalt kørt ud på et sidespor med hensyn til overskud af nogen som helst art. Så ikke engang brokke mig over manglende siddeplads på divaneseren gider jeg.

Vejret er også noget møg, blæsende og halvmørkt, så genboens irriterende udendørslys kan forventes tændt hvert øjeblik.

En hovedpine har været under opsejling hele arbejdsdagen, der blev lidt længere end forventet. Hvornår lærer jeg, at lade mit arbejde sejle sin egen sø og så ellers give pokker i andres behov?

Aftenens tv.-program er generelt heller ikke noget at råbe hurra for. Der står LANDSKAMP over det hele. Jeg kan måske snige mig til at se lidt Luksusfælde i pausen, men selv det program er efter et par sæsoner også blevet ret forudsigeligt. Jeg gider faktisk ikke engang blive forarget over et overforbrug på 5ooo til mærketøj og orderne: "Ja, det er da mange penge. Det kan vi godt se nu."

Jeg kan i hvert fald godt se, at de negative briller er kommet i brug og at et brilleskift garanteret vil gøre underværker.

Men hvor pokker har jeg nu lagt dem. IH ALTSÅ!

"Slagterhunden og fåret"

2011-09-22T19:12:00.001+02:00

Darleen var for en gangs skyld vågen, da jeg kom fra arbejde i dag. "Miauuu",sagde hun, hvilket betød: Så må du godt komme og kæle mig.
Jeg satte mig på hug og nussede hende bag ørerne. Men hun rykkede hovedet væk og begyndte at snuse til mine hænder.
"Hmmm...det er noget, der ikke stemmer. Hunden Pelle, katten Pjevs, en eller anden lidt underlig lugt og hvad er nu det?" "Du har kælet med en hund til", skreg hun i et hysterisk tonefald. "Som om det ikke var nok med den der Pelle-hund, der render rundt og spiller smart."
Hun snusede endnu engang og konstaterede, at det måtte være en hund til og et enkelt får.

Jeg stirrede vantro på hende, undrede mig over, at hendes næse kunne være så fintfølende. Men jeg måtte jo give hende ret i, at jeg havde kælet med min kollega Madeleine`s hund, Walter. Fåret var sikkert min nystrikkede og nyvaskede tunika, der jo var af 100% uld, og som jeg lige havde hængt på bøjle.

"Har jeg ret, eller har jeg ret?", ville Darleen vide. "Selvfølgelig har du ret, som altid", skyndte jeg mig at tilføje.
"Nå, hvad sagde Pjevs så til det krapyl af hunden Walter?"
"Åh Darleen, du skulle have set ham. Han er bare en lille bitte hundehvalp på ni uger, og han er så nuttet." Inden jeg svømmede helt væk i brune hundeøjne, skreg Darleen mig ind i øret: "Jeg vil dælme håbe Pjevs var kat nok til at sætte den bitte hvalp på plads. ...lille, bitte og så nuttet" De sidste ord sagde Darleen i en skabet tone, sikkert for at efterligne mig og gøre grin.
"Ja, ja Darleen, du skulle måske prøve at være lidt mere åben og tolerant, lige som Pjevs."
Darleen fnøs arrigt, vendte mig ryggen og gik ned i kælderen for at være i fred.
"Du kan kalde på mig, når der er mad. Du ved sådan lidt rejer, ville ikke være dårligt."
Jeg kunne kun smile. Darleen er på trods af sine 14 år stadig så fræk som en slagterhund.

Se min kjole.....

2011-09-13T19:13:00.000+02:00

Det er med stolthed, jeg kan præsentere min egen udgave af "Marie`s kjole" fra Rasmilla.dk.

Jeg har brugt ca. 100gr. uldgarn, købt i butikken "Garnlycka". Ved nærmere eftertanke tror jeg, at jeg døber den om til "Mathilde`s kjole", og ser om jeg kan tage mig sammen til at sende den med postmand-Per til Nord Jylland.

"Snotnæser og frisk luft."

2011-08-29T17:56:00.005+02:00

Der har været lidt panikstemning de sidste dage. Ole og jeg har haft besøg af et par gigantiske snotnæser, så beboerferien til Sverige så ud til at hænge i en tynd tråd. Snotnæserne har ikke helt forladt os, men min er dog af en sådan beskaffenhed, at den nok skal klare en tur til Sverige. Snotnæsen, har nemlig været så venlig at gemme sig lidt af vejen i min hals, og giver kun sporadisk lyd fra sig.

I dag vaskede jeg, pakkede og vaskede igen. Darleen, der sov fra det meste, gav dog udtryk for stor tilfredshed med, at hun ikke skulle med på ferie.

"Jeg bliver altså så sur, hvis i bliver standset af de der toldere. Det har jeg altid drømt om. Ja, jeg mener, hvorfor skulle jeg ellers have dyrepas og chip og alt muligt?"

"Du kan jo ikke på den ene side blive sur , hvis vi bliver standset og så på den anden side ikke ville med på ferie. Det hænger ikke sammen."

"Det er der så meget, der ikke gør. Det der politikersnak for eksempel. For du har vel hørt, at vi snart skal have valg?"

Jeg nikkede, slog over på tekstTV for at læse mere om valget. Jeg ville jo nødig have, at Darleen skulle være mere inde i sagerne end jeg. Men på den anden side, måske havde både hun og politikerne bare det hele i munden.

Måske skulle de bare hoste godt igennem, sluge lidt stolthed (eller hvad, der ellers blokerer) og så tage en mundfuld frisk luft.

"Hold kæft og vær smuk"

2011-08-26T00:55:00.000+02:00

Hvis jeg lige havde helt styr på vores digitalkamera og overførelse af billeder til pc`eren, ville jeg med garanti smække en hel masse lækre billeder på bloggen. Billeder af lækkert garn, påbegyndt strikketøj og, ja hold godt fast, også færdigt strik, alt dette blandet lidt op med billeder af katten Darleen i "close up" (for selvfølgelig kan jeg tage gode billeder af "Prinsessen på ærten"), men helt sikkert ingen billeder af kigærter, hvedeklidsboller eller muffins, som mange andre er vilde med at pryde deres blog med.

Ja, det er faktisk ret underholdende at surfe lidt rundt på andre blogge og opdage, at det primært synes at være kvinder, der blogger. Og om hvad? Alt fra hjemmelavede muffins, ribsgele og vafler, til samlingen af stiletter, læbestifter, kærester, garn, børn og dyr.

Men da mit ordforråd er større end min samling af ovennævnte ting, og mit kendskab til billedoverførelse jo begrænset, må i nøjes med endnu en gang at tro mig på mit ord.

Ord kan tolkes på alle mulige måder, de kan fordrejes, misforståes og overhøres. Nu er det bare sådan, at mine meninger, tanker og følelser ikke kan overføres fra min hjerne og uploades som billedfil, så jeg må ,så godt jeg kan kommunikere via ord.

Indimellem bliver selv jeg træt af alle disse ord, da de ikke synes at blive hørt og forstået. Så måske skulle jeg virkelig se efter og lytte næste gang Ole prøver at vise mig hvordan jeg lettest overfører billeder. Eller jeg skulle genlæse Vita Andersens bog "Hold kæft og vær smuk".

En rød reje.

2011-08-11T00:03:00.001+02:00

"Nå, nu har jeg lige fundet nyt arbejde til dig", sagde min bedre halvdel engang i sidste uge. Jeg kiggede lettere forvirret på ham, da jeg ikke mig bekendt havde været på udkig efter andet eller nyt arbejde. Katten Darleen, der indimellem er forbavsende kvik i vågen tilstand forståes, havde åbenbart fanget den. Hun trippede hen over gulvet, satte sig på skødet af mig og sagde:" Ole har nok fundet en eller anden forvirret sjæl, der er interesseret i et af de der spraglede tørklæder, som du bruger al din fritid på at nørkle."
Jeg er ikke dummere, end at jeg godt kan forstå en pæn hentydning, for selvfølgelig er hun sur over mit nørkleri. Jeg står jo så ikke lige tilrådighed, når hun får lyst til lidt nusseri.

Men for at gøre en lang historie kort, så fik jeg solgt et tørklæde til et af kvindfolkene på Oles arbejde. De 125 kr. brænder selvfølgelig i lommen, men endnu har jeg ikke besluttet, hvad jeg vil bruge dem til.
Darleen har tilbudt at hjælpe mig med at bruge dem, hvis jeg nu løber helt tør for ideer.
"Du kan lige så godt købe rejer til mig, for garn har du nok af. Øh, Rie hvor mange rejer tror du, jeg kan få for 125 kr.?" Hvortil jeg svarer:"Du får ikke en rød reje. Basta!"

Oprydning

2011-08-01T17:02:00.001+02:00

Det tager lang tid at rydde op! Ja, især hvis det er mit lager af garn, det gælder. Jeg har brugt det meste af formiddagen på at trævle påbegyndte sokker, trøjer og huer op og vinde det op til nydelige nøgler. Foruden det optrævlede garn, kiggede jeg de "nye, jomfruelige" garnnøgler igennem.
"Åh, det kan lige bruges til et tørklæde, de 4 nøgler der kan sættes sammen med et par hvide til en trøje med mønster. Hm, men så må jeg jo finde noget hvidt garn, der passer....."

Og sådan gik min formiddag med at ordne garn og planlægge nye designs, hvilket blot kræver at jeg køber lidt mere garn, der lige kan mixes ind et passende sted!