"Hårdt arbejde".

Jeg håber, at jeg lige akkurat har undgået et kæmpe skænderi med Darleen ved at sætte dette billede på bloggen. Hun er meget fornærmet over mit tidligere indlæg, da det kunne opfattes som om, hun altid sov!  Men her kan i ved selvsyn se, at hun ind imellem er vågen.

I den forbindelse har jeg lovet at fortælle at årsagen til, at hun befinder sig meget i vindueskarmen ikke skyldes radiatoren nedenunder, men det faktum at hun bare passer sit arbejde som ansvarshavende fugleobservatør.

Og som hun siger, så er det jo et meget hårdt arbejde, sådan at holde "mandtal" på samtlige fugle i Slagelse og omegn.

Når jeg er ude, sover Darleen i vindueskarmen

Da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg Darleen det samme sted, som jeg havde "efterlandt" hende om morgenen. Eneste forskel var, at hun istedet for at sidde i vindueskarmen nu lå ned.
"Hej med dig, Tøsebarn", sagde jeg og gik over og strøg hende over ryggen.
Hun åbnede langsomt øjnene, gabte lidt og sagde: "Mmmmm, hej, nå kommer du der".

Jeg er ikke helt klar over, om min pludselig opståede træthed skyldtes, at jeg for første gang i ca. en måned havde været på arbejde, eller om hendes gaben, havde smittet mig. Men jeg begyndte pludselig at gabe og for ikke at dejse om som en anden narkoleptisk patient, gik jeg ned i køkkenet  og satte kaffe over.
Darleen råbte efter mig, at hun lige skulle vågne, men så ville hun gerne snakke.

Bevæbnet med et stort krus kaffe og læsebriller tændte jeg for computeren og surfede lidt rundt. Min jagt på nyheder blev dog afbrudt af mobilen, der kimede. Darleen, der stadig befandt sig i vindueskarmen, synes åbenbart at hun ville overhøre min samtale. Hun hoppede ned, derefter op i favnen på mig og begyndte at gnide sin kind mod mit øre.
"Ja, hej det er mig", sagde stemmen. Darleen kiggede forvirret på mig, og det var tydeligt at hun ikke fattede en brik.

Den eneste, der slipper afsted med sådan en hilsen, er Ole. Jeg har altid syntes, at det at præsentere sig hører til almindelig dannelse. Men ok. det er der så meget andet, der gør i min verden. ( I parentes bemærket er jeg nok ikke opdateret mht. almindelige omgangsformer, da jeg generelt synes mange børn og unge kunne trænge til "Takt og tone" a la Emma Gad.)

Ole ville bare høre, hvordan jeg havde det efter min første arbejdsdag. "Hun har det pragtfuldt", skreg Darleen og forsatte med at fortælle Ole, at nu var tiden gået! Jeg tillod dog med egne ord at forsikre Ole om, at jeg stadig var intakt, men ret træt.

"Nå du, er det ved at være tid?", spurgte Darleen og så forventningsfuld på mig.
Jo det var nok ved at være tid til en middagslur sammen med Darleen.
"Så kan du også ligge og fortælle mig lidt om, hvordan din dag har været", sagde Darleen og så sådan lidt omsorgsfuld ud.

"Vi kaster os bare ud i det."

"Det kan jeg godt sige dig, det er for galt. Jeg finder mig ikke i det", hvæsede Darleen og kradsede lidt i lædersofaen, som for at gøre opmærksom på sagens alvor.

"Hvad mener du?", spurgte jeg, og forsøgte at få sofaen befriet for hendes syle-lange kløer.
Darleen stoppede et øjeblik med sit angreb på vores tyve årige gamle sofa. Hun så mig direkte ind i øjnene og sagde: "Og det spørger du om. Du, der har læst psykologi, sygdomslære og hele piv-tøjet."

"Ja og netop derfor vil jeg godt forstå årsagen til din destruktive adfærd".
"Gem al den der fine,fine psykologsnak til en dag du møder de møgunger, der har gjort mit liv til et helvede hele december måned."
"Vil du lægge sag an ", spurgte jeg og tænkte, at Darleen nok havde læst en artikel om en eller anden  forbryder, der ville stævne det amerikanske fængselsvæsen for dårligt indeklima eller sådan noget.
"Darleen, december måned er foruden julehygge også lig med møgunger og nytårskrudt, så sagen er tabt på forhånd. Man må tage det søde med det sure. Livet er ikke lutter....."

"Du har overhovedet ikke fattet en disse. Det er sørme svært, det her, og jeg som troede, at du var et bare nogenlunde ordentligt menneske, men nej"

Samtalen synes at have udviklet sig til lidt af en gættekonkurrence med mig som uvillig deltager. Jeg gættede i øst, svarene fandtes åbenbart i vest.

Jeg har ikke anlæg for ludomani og synes al den snak om den store gevinst er noget forbandet sludder. Men jeg vidste også, at jeg blev nødt til at spille mine kort rigtigt, hvis ikke denne gådefulde samtale skulle vare hele dagen. Jeg blandede mine kort, trak fra bunken og spillede hårdt ud.

"Jeg tror, det har noget med vores indbyrdes forhold at gøre."
Darleen kiggede op på mig og nikkede. Hun slikkede herefter sin venstre forpote og sagde: "Du skal jo snart starte på det der arbejde igen, ik`?"
Det var i hvert fald et spørgsmål, jeg kunne score point på, så jeg nikkede og forsatte.

"Hvordan har du det med det?"
Jeg ved ikke om det var indbildning, men jeg synes at hendes øjne var underlige blanke. Jeg strøg hende forsigtigt over ryggen, for at berolige og opmuntre hende til at komme ud med, hvad der nu tyngede.

"Jeg tror, jeg lider af separationsangst. Jeg bryder mig ikke om tanken om at være alene. Det er så kedeligt, ingen at snakke med, ingen til at hælde mad og vand op, ingen til at stryge mig med hårerne."
"Hmmm, måske har du en mild form. Men du må tro på at både Ole og jeg kommer igen".
Darleen så ud til at være beroliget lidt og jeg forsatte.
"I begyndelsen er det jo også bare nogle timer. Jeg kan heller ikke klare en hel arbejdsdag."
"Nå, det lyder straks meget bedre. Hmm... er det noget, der kan trænes?"

Jeg begyndte at fortælle Darleen alt, hvad jeg vidste om separationsangst og måder til at overvinde den på.
Darleen afbrød mig efter et par minutter og sagde:"Ved du hvad, det skal nok gå. Vi kaster os bare ud i det."
Herefter hoppede hun ned fra sofaen og gik over mod døren.
Hun vendte sig om, kiggede op på mig og sagde:" Jeg går lige ned og sover lidt i kælderen. Men bare rolig jeg skal nok være her, når rejerne bliver serveret."