"Rigtige slædehunde"

Det er dagen derpå. Kaica ligger på sit røde tæppe og er lettere fornærmet, selv er jeg stadig høj af gårdagens oplevelser.

"Jeg føler mig total snydt", kommer det ovre fra tæppet.  "Her havde jeg gået og glædet mig i flere uger til at skulle hygge med Nicholai, hænge ud med ham på hans lædersofa, drikke caffe latte med kødsmag af en designer-skål, blive håndfodret med hundeguf og andre lækkerier, mens vi så " Lady og Vagabonden."

Hun fnyser forarget og forsætter. "Og hvad sker. Han har pludselig ændret alle planer, og har åbenbart besluttet sig for en aktiv weekend med indbygget stroppetur på 5 km.. Og uden at spørge MIG. Rie, er du egentlig klar over, at din søn bor på 5.sal."

Kaica, nærmest skriger det sidste, og påstår herefter, at der er blevet begået løftebrud.

Ordene,  advokat og erstatning hænger faretruende i luften, så jeg må handle meget hurtigt og klogt.

"Ville du hellere have været med ud at køre, fremfor at vise "de københavnere", hvordan en "rigtig hund" ser ud?", spørger jeg forsigtigt.

Kaica ser på mig, vimser over til mig i sofahjørnet, mens hun forarget svarer:
"Nej, Vor Herrebevares! Havde det så været rigtig slædehundekørsel, kunne vi have talt om det. Men hunde foran en vogn, nej ellers tak."

Hun lægger hovedet på skrå og siger meget overbevisende: "Rigtige slædehunde løber foran slæder. Deraf navnet. Basta."

Jeg nænner ikke at gøre hende opmærksom på, at hun, der kun har løbet ved siden af min gamle cykel, anser sig for at være en sådan, rigtig slædehund.

Jeg smiler i det skjulte, mens jeg mumler lidt i skægget og siger derefter:

"Uanset om de hunde måske ikke var helt rigtige, så var det altså helt fantastisk at sidde der og se skoven suse forbi."

"Hvor mange af de hunde går der til  at trække en rengøringskone, en havenisse og hyggetrold?"
(opmærksomme læsere vil vide, at det er mig, hun hentyder til)
Kaica kan godt selv høre, at det lyder som en fjollet vits, og det ser ud som om hun trækker lidt på knurhårene.

"Du er grov, er du. Men tæl selv efter. Ole har lagt billeder ind."

Kaica sætter sig godt til rette ved min side og siger overlegent: "Nu kör vi."

Kaica stirrer fasineret på samtlige billeder og siger så.

"Det er godt nok mærkeligt, de ser jo fuldstændig ud som rigtige slædehunde ".

Jeg nikker og viser hende  billedet af Samojederne, der jo i den grad ser ud som hende, bare i en lidt grovere og større udgave.

"Jamen, jamen det er jo sådanne nogle, ligesom mig. Se det er rigtige slædehunde."

Jeg nikker, klør hendes øre og siger:
"Ja, det er det hel sikkert, lige som de andre, Siberian Huskies. Sådan ser slædehunde ud forår og sommer."


Billederne bliver herefter nøjet studeret igen.
Kaica ser på mig, og jeg synes, det ser ud, som om hun nikker.
"Det er jo egentlig smart. Om vinteren skal vi trække slæder, om sommeren vogne. Det med arbejdsløshed, det findes ikke i vores fag:"
Efter at have sat det på plads, forlanger hun at komme ud.

"Jeg skal lige sætte et par gråspurve på plads. Du ved jobbet som vagthund skal jo også passes."

 

 

Renlighed skal ikke overdrives!

"Puha, hvor du stadig stinker. Jeg troede egentlig, du var ovre din anale-fase", sagde jeg til Kaica, mens jeg vrængede næse.

"Ha, det er jeg da ved Gud også. Det, der med at kontrollere mine egne og være fjollet med andres efterladenskaber, er et overstået kapitel. Men jeg kan for pokker da ikke gøre for, at Bøllefrandsens forældre lader ham skide midt på gangstien, så vi andre kommer til at jokke i det, vel?"

Hun holdt mit blik fast, som ville hun sige:"Nå, hvad har du lige at sige til det."

Kaica er nemlig inde i en periode, hvor hun prøver at bortforklare alt, underforstået at intet er hendes skyld, (i hvert fald intet, som ellers kunne indkassere en skideballe).

"For øvrigt", forsatte hun," så kunne du jo bare have fulgt Oles råd, og vasket tæer på mig."

"Ja, eller have puttet dig i bad", svarede jeg igen.

Hun for op og begyndte bjæffende at fortælle mig, at hun bestemt ikke var nogen "udstillings-hund" med fletninger, sløjfer og tylskørt, at for hyppig vask ikke var godt for en hundepels(hendes i særdeleshed ), og som prikken over ièt, at hun havde været i bad for kun 3 uger siden.

Efter den svada satte hun sig ned og så sådan lidt bedende op på mig.
"Jeg behøver ikke at komme i bad, vel? Det er ok. sådan 2 gange om året, men tror du ikke den lugt bare kan forsvinde efterhånden. Du ved sådan med lidt frisk luft."

Kaica gik hen og lagde sig lige så stille på sit røde tæppe. Hun så ikke på mig, stirrede blot ned i gulvet.

Vi sukkede begge dybt og sad stille et stykke tid.

"Øh Rie, nu har vi jo heller ingen brændeovn, jeg kan ligge foran. Du ved sådan at få tørret pelsen ved, og jeg har læst i "Hundemagasinet" at en menneske-hårtørrer skader hunde-hår."

"Nå, men så må jeg vel bare tørre dine poter grundigt, eller tage næseklemme på."

Kaica rejste sig fra det røde tæppe, forsvandt ud i køkkenet og begyndte at skramle med sine skåle.

Lidt efter kom hun ind i stuen igen "iført" 4 pladdervåde poter.

"Så Rie, nu har jeg vasket tæer. Hvis du lige lukker havedøren op, vil det være fint. Jeg skal lige ud og se, hvor langt Hr. og Fru Solsort er med byggeriet. Fru Solsort har forlangt en større lejlighed end den sidste år, hun venter nemlig en familieforøgelse."

Jeg lukkede havedøren op, og snart kunne jeg høre Kaicas gøen og solsortenes skræppen.

Om det var Fru Solsort, der forlangte et større badeværelse på trods af, at både Kaica og Hr. Solsort holdt på, at det var unødvendig luksus, det melder historien ikke noget om.