Monday, December 19, 2011

"Fit for fight"

Så har jeg taget en beslutning om, hvornår jeg starter på arbejde igen! D. 10 januar bliver forhåbentlig den første arbejdsdag efter en længere sygeperiode. Nogle vil måske spørge, om jeg på forhånd sådan kan vide, at jeg er "Fit for fight" lige netop den tirsdag. Nej er svaret, det kan jeg ikke, men på den anden side, så skal og vil jeg på arbejde igen. Og hvem kan forsikre mig om, at jeg får det bedre ved forsat at være sygemeldt. Ved at kende en dato, og vide at det er på nedsat tid, er en smule beroligende. På trods af at denne viden skaber en smule ro pt., kender jeg mig selv godt nok til at vide, at når dagen oprinder er jeg nok ikke speciel kry. Så må jeg tænke på mine gode kollegaer, der helt sikkert vil tage godt imod mig og hjælpe mig den første tid.
Måske er jeg rablende vanvittig...........tiden vil vise det. Men indtil da vil jeg forsat prøve at se det positive og holde fast i det.

Tuesday, December 13, 2011

I morgen er der atter en dag.

Regnen pisker mod ruden, hvilket ikke ligefrem er motiverende for at komme ud på min daglige, lægeordinerede gåtur. Darleen er fuldstændig ligeglad, hun sover nemlig fra regn, mørke og tunge tanker.
Ind imellem vågner hun dog forvirret op og spørger: "Er det ikke snart forbi" Jeg har ikke helt fundet ud af, om hun mener regnvejret, mørket eller mit tungsind. Måske er det lidt af en blanding.
Jeg havde  håbet, at min energi i dag var til lidt mere. Men jeg må erkende, at den ind til videre kun har  rakt til sengeredning, oprydning og et hurtigt bad.
Senere på dagen venter en tur til min fysioterapeut, der som regel kan løse  op for muskelspændinger og få mig til at slappe lidt af. Så måske får jeg en god nat søvn, og vågner frisk og udhvilet i morgen.
"Ja, i morgen er der atter en dag", siger Darleen, der nu er lysvågen. "Og så må du godt lige massere mig der på ryggen, du er altså ikke den eneste med muskelspændinger."

Sunday, December 11, 2011

Mindre lort end lagkage

Dagen i dag har været bedre end dagen i går. Så det må jo på en eller anden måde gå fremad. På trods af at lyset er sparsomt ved jeg, at det findes.
Lyset og glæden er: En hilsen fra en rigtig god kollega/ven, et slik om snuden fra en slædehund, et kig indi dens vidunderlige øjne, et tilfældigt møde med en  fremmed, venlig, spindende kat, et glimt af solen, et smil fra en fremmed, min mands beroligende stemme og tilfældige kys, Darleens skøre indfald, genoptagelsen af gamle venskaber, en spirende tro på at Livet er mindre lort end lagkage.

Tuesday, December 6, 2011

Miraklernes tid.

Min familie, mine kollegaer, min lederog  min læge siger, at jeg skal tage det stille og roligt og være god ved mig selv. Men en lille stemme hvisker mig i øret, at nu skal jeg fandme tage mig sammen og komme op på hesten igen.
Det er paradoksalt for jeg ved, at stemmen i øret på den ene side trækker mig længere og længere ned, og på den anden side i sidste ende gør, at jeg på et eller andet tidspunkt kravler op af den suppedas, jeg er havnet i.

"Stresssymptomer", siger lægen og smiler venligt til mig samtidig med, at han rækker mig æsken med kleenex. Jeg nikker og pudser næsen, taknemmelig over kleenex og et venligt smil.
Efter en længere snak om årsag og virkning aftaler vi, at jeg skal komme igen om en uge.

På trods af at min læge bare er en helt almindelig praktiserende en, har han altid været god for en snak om mit psykiske velbefindende, der i årenes løb ind imellem har haft brug for lidt justering her og der.

"Måske er jeg psykisk sårbar, måske reagerer jeg bare sundt i forhold til pres", tænker jeg, og føler mig samtidig en smule heldig ved at opdage, at jeg lige akkurat kan nå bussen hjem.

Jeg ved, at det er de små ting, der gør hele forskellen. En lille ting, som at stå op før klokken otte har stor betydning for resten af dagen, ligesom god morgenmad, frisk luft og et par positive tanker har.

Måske ser det alligevel ikke så sort ud, tænker jeg og overvejer om  Darleen og jeg skal gense "Babe den kække gris." Babe, grisen, der egentlig var dømt til at ende på middagsbordet, men som ved held og en utrolig tro på, at tingene kan ændres, endte som premieret hyrdehund.  Miraklernes tid er måske alligevel ikke forbi?