Tuesday, June 14, 2011

Jagten

Som den opmærksomme læser måske har opdaget, har jeg ændret navnet på min blog til "Fru Sauer`s blog"!
Årsagen er, at jeg ind imellem bliver lidt træt af det almindelige og velkendte. Dertil skal lægges, at jeg via min læsning af andre blogs støder på eksotiske navne som : "Hvor kragerne vender og livet begynder", "Smukblog-Musik og bøgetræer", Sssh-don`t say a word".
 Derfor den skiften frem og tilbage både med navn og layout. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jagten på det gode navn endnu ikke er slut.

Noget jeg dog har afsluttet i dag, er spekulationen om, hvorvidt jeg skulle bestille garn hos "Rasmilla.dk".
Som en kat om den varme grød, har jeg i flere måneder lusket rundt på siden. Men i dag besluttede jeg så, at jeg ikke kunne holde ferie med god samvittighed uden først at bestille garn til en lækker trøje med falske snoninger.

Min gode samvittighed fik Ole hurtigt væk med orderne: "Nå nej, du har da snart heller ikke mere garn. Du skulle jo nødig stå og mangle til en regnvejrsdag."

Hmm, måske skal jeg skifte navnet endnu en gang og kalde bloggen "Min dårlige samvittighed"

"Katteregulativet for blomstervelfærd"

Darleen har brokket sig gevaldigt her til morgen. Hun startede allerede ved femtiden med at bruge min arm og kind som boksebold, mens hun skreg et eller andet om at stå op. "Jeg har fri i dag, gå over og væk Ole istedet", mumlede jeg og skubbede hende væk. Ved halvottetiden var hun der igen, og jeg registrede at Ole var stået op. Jeg prøvede at vende mig om på den anden side for at slippe for hendes ælteri og skinger stemme i øret, men hun ved godt, at det bare er et spørgsmål om tid, før jeg vender mig om igen.

"Var der ikke noget med, at du skulle nå en hel masse idag?" Jeg nikkede og tumlede ud af sengen.
Da den første kop kaffe havde gjort sin virkning, satte hun sig på skødet af mig og forlangte at få at vide om terrassen i Sverige var blevet helt færdig.
"Ja, jeg vil lige sikre mig, at faciliteterne er i orden, inden jeg siger ja til at tage med på ferie", sagde hun kækt.

Heldigvis kunne jeg fortælle, at det hele var klart. Der var blomsterkrukker, bord og stole som lovet.

"Ja,  så håber jeg at i har fulgt reglerne vedrørende "Katteregulativet for blomstervelfærd"", sagde Darleen og så alvorligt på mig.

Sverige er jo kendt for at have love, regler og kvoter for alt muligt, men ligefrem noget om blomstervelfærd og katte, det skulle hun længere ud i skoven med.
"Nu er jeg ikke lige med Darleen. Tror du ikke det er en and?", sagde jeg og så lige så alvorlig ud.

Darleen blinkede frækt til mig og sagde:"Nå, du er altså vågen. Men jeg forventer alligevel, at blomsterne dufter. Måske ikke helt som lavendel, men alligevel. "

Jeg smilede og kunne berolige hende med, at der også var taget hensyn til hendes fintfølende næse.

"Så vil jeg godt med på ferie.Gider du lige lukke døren op? Jeg må hellere ud og lede efter den and," sagde Darleen og blinkede.


Wednesday, June 1, 2011

Vindue med udsigt

Egentlig havde jeg fri i dag, men havde lavet en aftale med  gode kollegaer og rørige beboere om at køre i planteskolen. Så på slaget ti stod jeg blafrende i sommervinden og ventede på Bjergbyparkens bus, der netop kom susende.

I tankerne havde jeg planlagt, et nydeligt rhododendronbed i afstemte farver anlagt foran vinduet i spisestuen, men  planer kan hurtigt ændres. Damerne var åbenbart til lidt mere spræl, for de valgte valmue, hortensia og glasblomst i pragtfulde lyslilla nuancer. Der smuttede også et par geoginer, tomatplanter og en hængende pelargonie ned i indkøbsvognen, men jeg er sikker på, at pengene blev givet godt ud.
For damerne og den enlige hane i kurven hyggede sig, mens de snakkede, duftede og følte på alle herlighederne.

Nu venter endnu flere hyggestunder, for der skal plantes, og senere kan resultatet nydes fra vinduet i spisestuen.