Thursday, May 12, 2011

"Projektorienteret?"

"Synes du ikke snart, du burde lave en priotering og afslutning af alle de der projekter, du har gang i", spurgte Darleen og kiggede "tante-agtigt" på mig. "Var vi ikke enige om, at du ikke ville blande dig", svarede jeg raskt tilbage.
"Hm, jeg ved det godt, men tænk lige på os andre ikke. Både Ole og jeg er jo ved at falde over garnnøgler, bøger og de der papirbunker på skrivebordet."

"Ja, nu er det jo kun dig, der kravler rundt på skrivebordet. Så det var måske et job for dig at få den bunke sorteret?"
Med disse ord tog jeg vandkanden og gik ud på terrassen for at se om olivenplanten (for et træ kunne jeg ikke kalde den endnu, men med lidt vand....) citrusfrugten og duftpelargonierne var tørstige.

Det utrolige er, at efter at have boet sammen med Ole  i hvad der synes altid og med Darleen i 13-14 år, kan vi stadig have disse diskussioner. De påstår på den ene side, at jeg er et rodehoved, og jeg på den anden holder fast i, at jeg er umådelig kreativ. Og det faktisk er dem, der har et problem, fordi alt helst skal sætte i ringbind, på hylder og i systemer.

Mens jeg stod og vandede, tog jeg mig selv i at tænke over, hvor mange ting jeg egentlig havde gang i.

2påbegyndte bluser.
1 kæmpestak papirer på skrivebordet, som Ole ville elske, jeg sorterede og satte i ringbind.
Et ukendt antal påbegyndte bøger, der hvis de ikke fænger efter 50 sider, bliver sat i reolen igen.
1 nylig påbegyndt bog med titlen "Den hundrede årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt, som jeg  helt  sikkert vil læse færdig.
2-3 stk. planter, som virkelig trænger til lidt grønne fingre.
En masse ukrudt mellem terrasses fliser.(så jeg pludseligt)

Så var det, at det gik op for mig, at jeg altid har haft planer for alt muligt. Nogle planer forbliver bare tanker, andre påbegynder jeg, og nogle af dem gør jeg sørme også færdige.

Uden egentlig at tænke over det, havde jeg nippet et par stiklinger af duftperlargonien og sat den i vand i et glas i køkkenet. Darleen sad på gulvet, kiggede op på mig og sagde hovdrystende:"Endnu et nyt projekt, hva`?"

No comments: