Miraklernes tid.

Min familie, mine kollegaer, min lederog  min læge siger, at jeg skal tage det stille og roligt og være god ved mig selv. Men en lille stemme hvisker mig i øret, at nu skal jeg fandme tage mig sammen og komme op på hesten igen.
Det er paradoksalt for jeg ved, at stemmen i øret på den ene side trækker mig længere og længere ned, og på den anden side i sidste ende gør, at jeg på et eller andet tidspunkt kravler op af den suppedas, jeg er havnet i.

"Stresssymptomer", siger lægen og smiler venligt til mig samtidig med, at han rækker mig æsken med kleenex. Jeg nikker og pudser næsen, taknemmelig over kleenex og et venligt smil.
Efter en længere snak om årsag og virkning aftaler vi, at jeg skal komme igen om en uge.

På trods af at min læge bare er en helt almindelig praktiserende en, har han altid været god for en snak om mit psykiske velbefindende, der i årenes løb ind imellem har haft brug for lidt justering her og der.

"Måske er jeg psykisk sårbar, måske reagerer jeg bare sundt i forhold til pres", tænker jeg, og føler mig samtidig en smule heldig ved at opdage, at jeg lige akkurat kan nå bussen hjem.

Jeg ved, at det er de små ting, der gør hele forskellen. En lille ting, som at stå op før klokken otte har stor betydning for resten af dagen, ligesom god morgenmad, frisk luft og et par positive tanker har.

Måske ser det alligevel ikke så sort ud, tænker jeg og overvejer om  Darleen og jeg skal gense "Babe den kække gris." Babe, grisen, der egentlig var dømt til at ende på middagsbordet, men som ved held og en utrolig tro på, at tingene kan ændres, endte som premieret hyrdehund.  Miraklernes tid er måske alligevel ikke forbi?