Sunday, April 6, 2014

"Rigtige slædehunde"

Det er dagen derpå. Kaica ligger på sit røde tæppe og er lettere fornærmet, selv er jeg stadig høj af gårdagens oplevelser.

"Jeg føler mig total snydt", kommer det ovre fra tæppet.  "Her havde jeg gået og glædet mig i flere uger til at skulle hygge med Nicholai, hænge ud med ham på hans lædersofa, drikke caffe latte med kødsmag af en designer-skål, blive håndfodret med hundeguf og andre lækkerier, mens vi så " Lady og Vagabonden."

Hun fnyser forarget og forsætter. "Og hvad sker. Han har pludselig ændret alle planer, og har åbenbart besluttet sig for en aktiv weekend med indbygget stroppetur på 5 km.. Og uden at spørge MIG. Rie, er du egentlig klar over, at din søn bor på 5.sal."

Kaica, nærmest skriger det sidste, og påstår herefter, at der er blevet begået løftebrud.

Ordene,  advokat og erstatning hænger faretruende i luften, så jeg må handle meget hurtigt og klogt.

"Ville du hellere have været med ud at køre, fremfor at vise "de københavnere", hvordan en "rigtig hund" ser ud?", spørger jeg forsigtigt.

Kaica ser på mig, vimser over til mig i sofahjørnet, mens hun forarget svarer:
"Nej, Vor Herrebevares! Havde det så været rigtig slædehundekørsel, kunne vi have talt om det. Men hunde foran en vogn, nej ellers tak."

Hun lægger hovedet på skrå og siger meget overbevisende: "Rigtige slædehunde løber foran slæder. Deraf navnet. Basta."

Jeg nænner ikke at gøre hende opmærksom på, at hun, der kun har løbet ved siden af min gamle cykel, anser sig for at være en sådan, rigtig slædehund.

Jeg smiler i det skjulte, mens jeg mumler lidt i skægget og siger derefter:

"Uanset om de hunde måske ikke var helt rigtige, så var det altså helt fantastisk at sidde der og se skoven suse forbi."

"Hvor mange af de hunde går der til  at trække en rengøringskone, en havenisse og hyggetrold?"
(opmærksomme læsere vil vide, at det er mig, hun hentyder til)
Kaica kan godt selv høre, at det lyder som en fjollet vits, og det ser ud som om hun trækker lidt på knurhårene.

"Du er grov, er du. Men tæl selv efter. Ole har lagt billeder ind."

Kaica sætter sig godt til rette ved min side og siger overlegent: "Nu kör vi."




Kaica stirrer fasineret på samtlige billeder og siger så.

"Det er godt nok mærkeligt, de ser jo fuldstændig ud som rigtige slædehunde ".

Jeg nikker og viser hende  billedet af Samojederne, der jo i den grad ser ud som hende, bare i en lidt grovere og større udgave.

"Jamen, jamen det er jo sådanne nogle, ligesom mig. Se det er rigtige slædehunde."

Jeg nikker, klør hendes øre og siger:
"Ja, det er det hel sikkert, lige som de andre, Siberian Huskies. Sådan ser slædehunde ud forår og sommer."


Billederne bliver herefter nøjet studeret igen.
Kaica ser på mig, og jeg synes, det ser ud, som om hun nikker.
"Det er jo egentlig smart. Om vinteren skal vi trække slæder, om sommeren vogne. Det med arbejdsløshed, det findes ikke i vores fag:"
Efter at have sat det på plads, forlanger hun at komme ud.

"Jeg skal lige sætte et par gråspurve på plads. Du ved jobbet som vagthund skal jo også passes."








 

2 comments:

Dorthe Salamander said...

Stakkels Kaica! Jeg tror hun konstant udlever én stor identitetskrise. Eller måske er det bare lidt dagdrømmeri?
Men de "rigtige" slædehunde ser (også) rigtig lækre ud. Og du vinker jo som en anden dronning. Ikke meget rengøring og have over den hånd! LOL Dorthe

Rie Sauer said...

Hej Dorthe.
Kaica er lidt som mig. Vil det hele , drømmer om mere:) Men jeg fik i hvert fald et stort ønske opfyldt den dag: At køre med hundene. Knus fra os alle