Tuesday, October 16, 2012

Ups. det var en fejl!

Jeg ved ikke, om det kun er mig, der bliver ret træt af at høre andres negative meninger. Som nu i dag, hvor jeg efter en svær kamp endelig havde fået strikket en stribet taske i uldgarn færdig. Jeg havde trevlet op, strikket , trevlet op osv., men jeg havde fandme gjort den færdig. Godt nok lignede den ikke en designer-taske fra et fransk modehus, men jeg havde designet den. Jeg havde selvfølgelig skelet til adskellige andre strikkede tasker, men i sidste ende var det mig, der havde regnet maskeantallet, strikkefasthed  og sådan ca. krympning ud. Ja, rigtig gættet, det var en strikket taske, der skulle have en tur i vaskemaskinen på 40 gr. med almindelig vaskepulver.

Jeg kunne selvfølgelig bare lade være med at spørge om Ole og Darleens mening, men jeg, der var pave-stolt ville gerne bekræftes i, at jeg havde designet et lille mesterværk.

"Der er lige som et eller andet underligt ved den. Den "flapper" der ved afslutningen. Kan du ikke stive den  lidt af?" Ole holdt tasken op og så skiftevis på den og mig.

"Hm.., den stinker", sagde Darleen.
Jeg vælger at tro, at udtalelsen skyldes, at nu lugter tasken nyvasket og ikke af uld. Men jeg kan jo ikke være helt sikker.

Færdiggørelsen af tasken og dommen over den, kan jeg, når jeg tænker efter, godt leve med. Men det fik mig til at tænke på andre gange, hvor jeg er blevet mødt af "Fejlfinderen", der åbenbart lever og ånder for at finde fejl ved andre.
Jeg kan sagtens finde "Fejlfinderen " i mig selv, men mener også at jeg prøver at bekæmpe denne tendens.
Selvfølgelig  vil jeg gerne have at vide, hvis og når jeg laver fejl. Men i tide og utide at blive gjort opmærksom på egne eller andres fejl, det bliver i længden for meget. Jeg har hørt det første gang, jeg har forklaret hvorfor jeg har lavet den omtalte fejl. Men den ægte "Fejlfinder" lytter  hverken til  forklaringer eller undskyldninger, men bliver ved og ved.
 
"Fejlfinderens" holden fast i fejl og mangler får mig til at spekulere på, om det i virkeligheden er et udtryk for lavt selvværd og en angst for at opdage at vi alle kun er mennesker.
Men det er nok en fejl fra min side!
 

3 comments:

eKirsten said...

Jeg tror roligt, du kan gå ud fra, at fejlfinderen har masser af mindreværdskomplekser.

eKirsten said...

Jeg lavede lige en fejl, for jeg ville også have skrevet, at da jeg arbejdede, fik jeg udlevet min fejlfindertrang ved at læse korrektur på alt muligt. Det var jeg ret god til. Så øvede jeg mig til gengæld i at sige positive ting, når der var noget, jeg godt kunne lide.
Og så håber jeg på et billede af tasken, når den er færdigfiltet - det er den måske allerede? Selv har jeg endnu ikke prøvet at lave noget, der skal filtes, men jeg har planer.

Unknown said...

irsten.
Jo tasken er filtet og taget i brug. Den var med mig på arbejde her i aften. Ole har ret i, at den "flapper", men som en kollega foreslog, kan det løses med en tryklås. Jeg har også planer. Om at tage et billede af tasken, og tænk hvis Darleen kunne overtales til at sidde i den!
Denne taske er faktisk også den første store ting, jeg har lavet.(sikkert ikke den sidste.)
Kh. Rie