"Jeg tror helt ærligt, at alt den snak om flytning af de gamle på dit arbejde er steget dig til hovedet", sagde Darleen til mig her til aften, mens vi sad og så "Linse og Gustav på udebane".
Jeg tyssede på hende, mens jeg forsøgte at høre, hvilke guldkorn Gustav rystede ud af de lyserøde mini-shorts.
"Det der er total afvisning og neglect. Nu er det fandme slut. Jeg kontakter "Kattens Værn" og det med det vuns", skreg Darleen hysterisk og hev min nye "I.phone" på gulvet.
Hun baksede rundt med poterne på skærmen og skreg til Ole, at nu kunne han godt komme hende til undsætning og således få skovlen under den følelseskolde kvinde, der sad i sofaen ved siden af ham.
"Du har sikkert også en par høns, der trænger til at blive plukket. Og hun er den, der skal plukke dem", skreg hun skadefro.
Jeg, der havde været på arbejde hele weekenden, og således havde set frem til behageligt selskab med dels Gustavs guldkorn, dels Linses moderlige former og formaninger til Gustav, blev i den grad irriteret over at blive omtalt som følelseskold. Havde jeg ikke rendt rundt i adskellige timer og vist empati, nogenlunde de bedste sider af mig selv, krydret med improviserede dansetrin, falske sange, dårlige vittigheder, hurtigsnak og kys og kram? Så følelseskold. Not. Måske for udenforstående lidt småtosset. Yes.
Jeg valgte derfor at negligere Darleen totalt, indtil barmfagre Linse og kortbuksede Gustav havde plantet flaget udenfor prinsens slot. Linse og Gustav blev desværre også negligeret af selveste Prins Joacim og således ikke lukket ind.
Men når sådanne berømtheder som Linse og Gustav kunne tage en afvisning fra selveste Prins Joacim, så kunne jeg vel også "deale" med en hysterisk kat.
Jeg spurgte derfor med sindsro: "Er du utilfreds med noget Darleen"?
"Selvfølgelig er jeg det. Hvad ligner det egentligt at flytte rundt sådan i tide og udtide? Jeg kan jo ikke finde min yndlingsplads igen.", snerrede Darleen arrigt.
Jeg så ret så overskudsagtigt på hende(mig skulle hun nemlig ikke tryne , og at der desuden lige havde været vist en reklame for d.vitaminer, der virkede på stort set alle dårligdomme, spillede nok også ind.)
"Hm, hvor mange gange har vi egentlig flyttet om, mens vi har boet her? Hm... Jeg tror sørme, det er første gang", sagde jeg fandens selvtilfreds.
"Ja, ja den er god med dig. Det er overhovedet ikke det, der er pointen. Fatter du overhovedet ingenting. Det er jo ikke for sjov, at jeg kalder dig følelseskold, vel?" Darleen starmmede knurhårene og så ret så bister ud.
"Nu du spørger. Nej, så fatter jeg ikke, hvorfor du hidser dig sådan op,"svarede jeg og så lige så bister ud.
På det tidspunkt havde Ole forlængst foretrukket til førstesalen, da han ikke ville deltage i denne "bitch-fight".
Jeg ved ikke om det var Gustavs brug af mere eller mindre uheldige engelske udtryk, der gjorde at vi selv var begyndt at bruge udenlandske verber for lige som at understrege sagens alvor.
For inden vi fik set os om, havde både Darleen og jeg råbt "Sissy" (engelsk for tøsedreng) efter ham, hvad der gav os en vis samhørighedsfølelse.
Darleen trak lidt på knurhårerne i den rigtige ,og jeg smilede tilbage, hvilket hun opfattede som en invitation til kæl.
Mens hun således lå og æltede med poterne i en af mine mave-deller ,spurgte jeg imødekommende :
"Hvad er der egentlig i vejen, Tøsebarn?"
Tøsebarnet alias Darleen så op på mig, blinkede med sine grønne øjne og sagde stilfærdigt: "Jeg tror bare, jeg fik det lidt lige som de gamle ude på dit arbejde. Ja, du ved med flytning og alt det. Det er godt nok ikke helt det samme, men alligevel. Vi bliver utrygge, hvis der bliver flyttet rundt på os. Ja, og i det mindste kunne i godt spørge os først."
Jeg så ned på Darleen, der nu lå og spant. Jeg strøg hende over ryggen, kløede hende bag ørerne, mens jeg tænkte over det sidste hun havde sagt.
Hun havde jo ret. "Undskyld Tøsebarn, fordi jeg ikke spurgte dig først", mumlede jeg ned i hendes pels.
Sådan sad jeg lidt og tænkte på, at de gamle på Bjergbyparken heller ikke var blevet spurgt.
Darleen sagde stille:"Det er i orden. Du er tilgivet, men det er der måske andre der ikke bliver."
"Hm, hvor mange gange har vi egentlig flyttet om, mens vi har boet her? Hm... Jeg tror sørme, det er første gang", sagde jeg fandens selvtilfreds.
"Ja, ja den er god med dig. Det er overhovedet ikke det, der er pointen. Fatter du overhovedet ingenting. Det er jo ikke for sjov, at jeg kalder dig følelseskold, vel?" Darleen starmmede knurhårene og så ret så bister ud.
"Nu du spørger. Nej, så fatter jeg ikke, hvorfor du hidser dig sådan op,"svarede jeg og så lige så bister ud.
På det tidspunkt havde Ole forlængst foretrukket til førstesalen, da han ikke ville deltage i denne "bitch-fight".
Jeg ved ikke om det var Gustavs brug af mere eller mindre uheldige engelske udtryk, der gjorde at vi selv var begyndt at bruge udenlandske verber for lige som at understrege sagens alvor.
For inden vi fik set os om, havde både Darleen og jeg råbt "Sissy" (engelsk for tøsedreng) efter ham, hvad der gav os en vis samhørighedsfølelse.
Darleen trak lidt på knurhårerne i den rigtige ,og jeg smilede tilbage, hvilket hun opfattede som en invitation til kæl.
Mens hun således lå og æltede med poterne i en af mine mave-deller ,spurgte jeg imødekommende :
"Hvad er der egentlig i vejen, Tøsebarn?"
Tøsebarnet alias Darleen så op på mig, blinkede med sine grønne øjne og sagde stilfærdigt: "Jeg tror bare, jeg fik det lidt lige som de gamle ude på dit arbejde. Ja, du ved med flytning og alt det. Det er godt nok ikke helt det samme, men alligevel. Vi bliver utrygge, hvis der bliver flyttet rundt på os. Ja, og i det mindste kunne i godt spørge os først."
Jeg så ned på Darleen, der nu lå og spant. Jeg strøg hende over ryggen, kløede hende bag ørerne, mens jeg tænkte over det sidste hun havde sagt.
Hun havde jo ret. "Undskyld Tøsebarn, fordi jeg ikke spurgte dig først", mumlede jeg ned i hendes pels.
Sådan sad jeg lidt og tænkte på, at de gamle på Bjergbyparken heller ikke var blevet spurgt.
Darleen sagde stille:"Det er i orden. Du er tilgivet, men det er der måske andre der ikke bliver."
No comments:
Post a Comment