Gal eller normal?

"Det er da helt utrolig", sagde katten Darleen. "Er du egentlig klar over at mellem 2 til 10 % af danskerne har en depression."
Jeg nikkede og tyssede på hende, da jeg var i gang med at slå op til første ærme til en trøje fra Garnstudio. Og jeg skal lige hilse og sige,at sådan et arbejde kræver koncentration. Jeg talte efter endnu en gang: 53,54,55,56,57. Så lagde jeg strikketøjet fra mig, så på Darleen og smilede lidt.

Darleen havde i de sidste døgn udvist stor interesse for at tilegne sig viden om depression, så hun var nærmest blevet manisk af mangel på søvn. Måske var hendes lettere maniske tilstand også en følge af, at vi havde haft besøg af 3 dejlige "Tøsebørn", vores dejlige søn og så absolut verdens bedste svigerdatter, hvilket for Darleens vedkommende yderligere medførte meget lidt søvn.

"Jeg ved ikke lige om jeg nogensinde har haft svært ved at koncentrere mig, følt mig rigtig nedtrykt, manglet energi, ikke haft lyst til at stå op, følt lavt selvværd, har haft søvnforstyrrelser, haft indre uro eller haft ændringer i spisevaner.", skreg Darleen og begyndte at kravle rundt i gardinerne.

"Darleen vil du godt komme ned nu. Jeg tror du er ved at være overtræt", sagde jeg og forsøgte at få hende ned.

"Nej lad nu være. Er du klar over, at genboens sorte hankat er ude på sjov. Luk mig ud, jeg skal fandme gi`ham nogen på frakken. Bare kom an, din lede karl. Og så hit med rejerne, dit nærige fruentimmer."

Nu var jeg alvorlig bekymret for Darleen, der så absolut altid havde været fræk, men aldrig så fræk! Hun var åbenbart helt ude i tovene og ved at være fuldstændig manisk.

Til sidst fik jeg lokket hende ned med løfter om adskellige kilo rejer og fælles front mod genboens sorte hankat.

Nu ligger hun fuldstændig udmattet under tæppet i sofaen. Jeg stryger hende over ryggen og hvisker:"Det skal nok gå, det skal nok gå, tøsebarn."

"Miauuu...", siger hun i søvne. Hvorvidt hun drømmer om rejer eller genboens sorte hankat, der får bank, skal jeg lade være usagt. Jeg vælger dog at tro, at hun bare vil fortælle mig, at det hele nok skal gå.

Jeg tænker i mit stille sind, at der åbenbart ikke er langt fra depression til mani, ikke langt fra gal til normal.

"Miauuuuuu.. gaaab, Rie hvor mange procent er så normale"?
Jeg kigger ned på Darleen, stryger hende over ryggen, tysser på hende og siger:
"Det ved jeg ikke, sov nu tøsebarn! De er nok heller ikke så interessante."