Friday, February 17, 2012

"Skatter, for 5000 body-tequila med kæmperejer."

Darleen har i flere dage plaget mig om at skrive. Jeg har fortalt hende, at jeg har masser af andre ting at lave, udover at skrive om hendes fantastiske liv, men hun bliver ved.

"Du bliver simpelthen nødt til at skrive lidt om, hvordan jeg har det. Tænk hvis mine læsere tror, jeg er fuldstændig psykisk nede, nu jeg ikke har været på et stykke tid", siger hun og slikker rester af kæmperejer i sig.
Jeg orker ikke at gå ind i en diskussion om, hvem der har "copyright" på "Fru Sauers blog", da jeg mener det burde være logik for perlehøns og katte. Derfor kommenterer jeg det ikke, men foreslår i stedet, at hun skal finde tre ting, hun synes læserne skal vide om hende.
"Jamen der er da garanteret flere end tre ting. Folk er simpelthen vilde med mig", siger hun uden at blinke.
Jeg nikker og tænker ved mig selv, at hun i årenes løb har udviklet sig lidt "diva-agtigt". Der er i min verden stor forskel på selvtillid og ukritisk storhedsvanvid, en forskel hverken Darleen og adskellige deltagere i diverse reality-programmer åbenbart ikke kan se.

Jeg griner indvendig, fordi jeg for mit indre blik ser  Darleen som deltager i henholdsvis:

 Paradise Hotel:
"Ska`vi kaste os over ham der Pelle Haleløs, hva`Snowball, han er sgu for lækker.La`os gi`ham lidt body-tequila med saltede rejer."

For lækker til Love:
" Ih skatter, jeg ved godt du er til fyre, men jeg synes altså du er for lækker. Så Gustav du må godt servere mine rejer, bare to night skatter."

Luksusfælden:
" Åh det ka`jeg godt se nu. 5000 på rejer, det er nok lidt meget."

"Nå Darleen har du fundet tre ting, som andre bare må vide om dig?"
Darleen rynker knurhårerne, lægger hovedet på skrå og ryster så på det.
"Jeg synes ikke rigtigt at tre ting gør det. Nej du kunne skrive en hel bog om mig", siger Darleen og går i retning mod køkkenet.

Lidt efter kan jeg høre hende smaske flere kæmperejer i sig.
Jeg smiler og tænker, at en ting andre ved om Darleen er, at hun elsker rejer.

No comments: