Friday, January 6, 2012

"Vi kaster os bare ud i det."

"Det kan jeg godt sige dig, det er for galt. Jeg finder mig ikke i det", hvæsede Darleen og kradsede lidt i lædersofaen, som for at gøre opmærksom på sagens alvor.

"Hvad mener du?", spurgte jeg, og forsøgte at få sofaen befriet for hendes syle-lange kløer.
Darleen stoppede et øjeblik med sit angreb på vores tyve årige gamle sofa. Hun så mig direkte ind i øjnene og sagde: "Og det spørger du om. Du, der har læst psykologi, sygdomslære og hele piv-tøjet."

"Ja og netop derfor vil jeg godt forstå årsagen til din destruktive adfærd".
"Gem al den der fine,fine psykologsnak til en dag du møder de møgunger, der har gjort mit liv til et helvede hele december måned."
"Vil du lægge sag an ", spurgte jeg og tænkte, at Darleen nok havde læst en artikel om en eller anden  forbryder, der ville stævne det amerikanske fængselsvæsen for dårligt indeklima eller sådan noget.
"Darleen, december måned er foruden julehygge også lig med møgunger og nytårskrudt, så sagen er tabt på forhånd. Man må tage det søde med det sure. Livet er ikke lutter....."

"Du har overhovedet ikke fattet en disse. Det er sørme svært, det her, og jeg som troede, at du var et bare nogenlunde ordentligt menneske, men nej"

Samtalen synes at have udviklet sig til lidt af en gættekonkurrence med mig som uvillig deltager. Jeg gættede i øst, svarene fandtes åbenbart i vest.

Jeg har ikke anlæg for ludomani og synes al den snak om den store gevinst er noget forbandet sludder. Men jeg vidste også, at jeg blev nødt til at spille mine kort rigtigt, hvis ikke denne gådefulde samtale skulle vare hele dagen. Jeg blandede mine kort, trak fra bunken og spillede hårdt ud.

"Jeg tror, det har noget med vores indbyrdes forhold at gøre."
Darleen kiggede op på mig og nikkede. Hun slikkede herefter sin venstre forpote og sagde: "Du skal jo snart starte på det der arbejde igen, ik`?"
Det var i hvert fald et spørgsmål, jeg kunne score point på, så jeg nikkede og forsatte.

"Hvordan har du det med det?"
Jeg ved ikke om det var indbildning, men jeg synes at hendes øjne var underlige blanke. Jeg strøg hende forsigtigt over ryggen, for at berolige og opmuntre hende til at komme ud med, hvad der nu tyngede.

"Jeg tror, jeg lider af separationsangst. Jeg bryder mig ikke om tanken om at være alene. Det er så kedeligt, ingen at snakke med, ingen til at hælde mad og vand op, ingen til at stryge mig med hårerne."
"Hmmm, måske har du en mild form. Men du må tro på at både Ole og jeg kommer igen".
Darleen så ud til at være beroliget lidt og jeg forsatte.
"I begyndelsen er det jo også bare nogle timer. Jeg kan heller ikke klare en hel arbejdsdag."
"Nå, det lyder straks meget bedre. Hmm... er det noget, der kan trænes?"

Jeg begyndte at fortælle Darleen alt, hvad jeg vidste om separationsangst og måder til at overvinde den på.
Darleen afbrød mig efter et par minutter og sagde:"Ved du hvad, det skal nok gå. Vi kaster os bare ud i det."
Herefter hoppede hun ned fra sofaen og gik over mod døren.
Hun vendte sig om, kiggede op på mig og sagde:" Jeg går lige ned og sover lidt i kælderen. Men bare rolig jeg skal nok være her, når rejerne bliver serveret."

3 comments:

Stuen said...

Lyder som en dejlig mis du har dig. Jeg har selv to af slagsen, en lille bandit på 12 uger, og så en større bandit på 3 år :))

Unknown said...

Tak skal du ha`. Ja, de katte er dejlige:)

eKirsten said...

Hej Darleen
Godt du kan komme med et borgerligt ord på passende sted og tid.
Vi regner med, du holder os orienteret om, hvordan det går, når du bliver påtvunget nogle timer for dig selv.