"Så kan i fandme lære det."

Det er sgu lidt deprimerende lige nu. Garn i lange baner, men ingen geist til strikkeriet. Jeg mangler simpelthen et godt gammeldaws spark i røven for at komme igang. Jeg slår op til diverse ting og sager, strikker et par cm. og trævler så op igen.
Garn flytter plads fra skabet i soveværelset til krogen i sofaen, blot for at blive kylet tilbage i skabet igen med orderne:"Sådan noget lort".
Ja, jeg bander en del i disse dage! Noget som Darleen absolut ikke bryder sig om. Hun ved nemlig at med eder og forbandelser kommer dårligt humør og lediggang. Darleen skæver ind imellem i min retning, ryster på hovedet og gemmer hovedet under poterne, som ville hun sige:" Åh nej ikke igen."
Jo Darleen nu igen. I disse dage forbander jeg regeringer, kommuner, massemordere, krige, voldtægtsmænd, børnemishandlere, politikere, sladder-blade, realityshows, uvidenhed, arrogance og almindelig ligegyldighed.

Når jeg rigtig folder mig ud, er jeg parat til hvad som helst, for min vrede er stor, mørk og truende. Jeg kaster mig frådende over Susanne Stauns nye bog "Hilsen fra Rexville", æder kapitel efter kapitel og nyder i fulde drag at børnemishandlere myrdes med koldt blod en efter en. "Så kan i fandme lære det"

Jeg tager mig selv i at fantasere om en til flere unavngivende personers tiggen om nåde, efter min stikken og boren efter deres dårlige samvittighed.
I dette øjeblik er jeg ikke speciel civiliseret, nej jeg giver fanden i forståelse og empati for modparten. Jeg ved udemærket godt, at dette sætter mig i samme bås som Peter Lundin-agtige typer og ikke ligefrem fremmer forståelse og tolerance. Men for fanden hvor er jeg træt af at være en gammel sødsuppe humanist med et utal af ufuldendte strikkeprojekter.