Haren og ræven

Sverige er på nogle områder lidt bagefter! Tænk bare på skiskydning, hvor både Frankrig og Norge slår dem med flere skistave,og selv om der er kommet gang i den svenske økonomi, følger kursen ikke rigtig med. Det er selvfølgelig godt for de danskere, der kører den lange vej til Ullared for at gøre en god handel i  varehuset "Gekås".  Hvis de skulle være så uheldige at skulle stå i kø for at blive lukket ind til alle de gode tilbud, vil jeg komme med en opfordring om at tage godt med varmt tøj på. For det svenske forår er håbløst bagefter.

Hele den forgangne uge havde jeg glædet mig til en weekend med kaffedrikning og lidt solbadning på klippen i Svensås. Jeg havde absolut ikke fantasi til at forestille mig, at skovens graner var hvidpudrede og grusvejen nærmest ufremkommelig pga. sne, men jeg måtte sande, at jeg havde været for optimistisk, hvad angik det svenske forår.

Det synes, som om svenskerne kan acceptere naturens luner, for uanset om det er sommer eller vinter, skal de ud. Det gælder i hvert fald vores naboer i Svensås, der tager deres 8 km. løbetur uanset hvad. Ok når jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig set dem i kraftigt snevejr. Men de synes at være besat af en sand "helse freak", hvad både mad og motion angår. Om morgenen, når vi sidder lunt og godt ved køkkenvinduet,  kan vi se dem fare forbi med tungen langt ud af halsen, men alligevel med så meget overskud, at de løfter hånden til hilsen. Ja, så er det vi begynder at tale om alt det der, vi burde gøre, hvis bare lige vi kunne finde motivationen.

Denne søndag morgen vågnede jeg tidligt og listede ud og satte kaffe over. Som altid satte jeg mig ved bordet i køkkenet og kiggede ud ad vinduet. Det er altid dejligt bare at sidde og se over på skoven og lade tankerne vandre. Mine dagdrømmerier blev dog brat afbrudt, da en hare kom hoppende på grusvejen. Den så sig overvågent omkring og hoppede så ind på marken.
Jeg, der er født og opvokset i byen, er, de få gange et "vildt dyr" har krydset min vej, blevet ellevild af glæde. Måske vores naboer ville have rystet lidt på hovedet og smågrinet, hvis de havde set min begejstring, men det ville ikke have forhindret mig i at slå vejrmøller, hvis jeg altså havde ejet denne evne. Jeg nåede lige at tænke på, om jeg skulle vække Ole i det tilfælde, at haren ville dukke op igen, da jeg så en rødlig silhuet mod sneen. Mikkel Ræv havde gjort sin entre!

Jeg nærmest flåede Ole ud af sengen, pegede og fortalte. Sammen stod vi og så hvordan ræven snusede i sneen og haren trykkede sig. Måske fik ræven færten af hunde og mennesker og brød sig ikke om det, for pludselig stoppede den op, ændrede retning og løb afsted mod skoven. Haren kunne ånde lettet op for denne gang og forsætte med det, den havde været igang med.

Jeg tror, det svenske forår er som ræven. Nu måske lidt bagefter, men det fanger os til sidst.