At magte magtesløsheden

Det er da utroligt så hurtigt tiden går. Nej tiden går ikke, den flyver. Det er allerede en uge siden, vi kom hjem fra Sverige, og jeg har næsten glemt, hvordan stilheden, roen og eftertænksomheden føles.

Det har været fuld kraft frem på arbejdet, selv om det for nogle af vores beboere synes at gå tilbage. Ja, netop derfor har vi haft travlt.

Jeg føler mig ind imellem så magtesløs. Den oplevelse af, at lige meget hvad jeg gør, er det ikke  nok, tærer på mig. Jeg forsøger at ryste følelsen af mig, når jeg kommer hjem, forsøger at lade op til næste gang jeg står overfor et menneske, der befinder sig på grænsen mellem livet og døden.

Jeg ved godt, at jeg gør alt, hvad jeg overhovedet kan. Det er nok nærmere bevidstheden om døden, der giver mig den følelse af magtesløshed. For her er virkelig noget, jeg overhovedet ikke kan kontrollere.

Ikke for at være morbid eller lyseslukker, men jeg synes det er godt engang imellem at tænke på, at vi mennesker faktisk  er dødelige. Jeg tror det på længere sigt gør, at jeg bedre kan magte magtesløsheden