"Nå Kaica, det var altså ikke specielt smart gjort", sagde jeg og kløede hende bag øret.
"Vuf, vuf..alt hvad jeg gør er smart", svarede hun frækt igen.
Jeg rystede på hovedet og gik ud for at hente hendes sele. Kaica kom farende efter mig, hoppede op og snappede efter mine bukseben og bjæffede flabet: "Hvis ikke du giver mig ret, så gider jeg slet ikke ha`den sele på. Tror du jeg er en slædehund, hva`?"
Jeg vendte ryggen til hende (et godt trick til at få frække hundehvalpe til at stoppe med at nappe og springe op), tog hendes sele fra skabet og ignorerede hende.
Det varede ikke længe før hun satte sig pænt og lod mig give hende selen på.
Behøver jeg at fortælle, at hun allerede kan sit "sit" og "dæk", ja altså når der ikke er for mange ting, der distraherer! Jo vist er hun utrolig klog og smart, når det tager hende. Kaica har også lært at løbe op ad trappen, men den anden vej har hun ikke helt mod på endnu.
Som Kaicas personlige træner og assistent mener jeg, at min opgave også indebærer at gøre opmærksom på, når hendes adfærd ikke er hensigtsmæssig.
Så hele vejen over til "Hunde-legepladsen" forsøgte jeg at få hende til at indse det tåbelige i at løbe op ad trappen, når jeg ikke var hjemme til at kunne hjælpe hende ned igen.
"Vuf, vuf...jeg har ikke tid til snak. Der skal snuses, der skal snuses."
Og snuset blev der. Selv det mindste blad blev vendt, drejet og snust til. Samtlige stykker papir skulle fanges og andre hundes lorte var som magneter, så det tog en evighed at nå vores bestemmelsessted.
"Hunde-legepladsen" er bare en græshøj forenden af stisystemet, hvor hundene kan muntre sig uden fare for at blive kørt ned.
Jeg slap derfor Kaica, der styrtede afsted efter den nye, grønne bold, som jeg kastede. Selvfølgelig nåede Kaica først toppen af bakken, mens jeg kom halsende bagefter.
Heldigvis er der opstillet en bænk på toppen af bakken, hvor folk med åndenød, smertende lemmer og andre dårligdomme kan komme lidt til hægterne.
Her satte jeg mig for at puste lidt, imens Kaica jagtede nye dufte og gammelt papir. Ind imellem kom hun hen og viste mig det sidste nye fund.
"Vuf, vuf..se en lækker gammel pose. Jeg tror sørme der har været chips i," bjæffede Kaica og viste stolt en knitrende sølvpapirspose frem.
"Ja, sikkert, men hvilken slags, hva`? ", spurgte jeg lidt frækt.
"Ih, hvor du altså driller. Jeg har jo aldrig smagt sådan nogle, vel. Jeg gætter jo bare på at det er en chip-pose, ik`", sagde Kaica og lagde hovedet på skrå.
"Ja, det kan godt være, du ikke har lært at gå ned ad trappen endnu, men du har sørme lært at give svar på tiltale, har du.", sagde jeg og rejste mig.
"Jeps og jeg er også rigtig god til at løbe nedad bakken ", gøede Kaica og for afsted.
Halvejs nede standsede hun, vendte sig om og bjæffede i retning mod mig.
"Jeg er nemlig Kaica, smart i en fart."
"Vuf, vuf..alt hvad jeg gør er smart", svarede hun frækt igen.
Jeg rystede på hovedet og gik ud for at hente hendes sele. Kaica kom farende efter mig, hoppede op og snappede efter mine bukseben og bjæffede flabet: "Hvis ikke du giver mig ret, så gider jeg slet ikke ha`den sele på. Tror du jeg er en slædehund, hva`?"
Jeg vendte ryggen til hende (et godt trick til at få frække hundehvalpe til at stoppe med at nappe og springe op), tog hendes sele fra skabet og ignorerede hende.
Det varede ikke længe før hun satte sig pænt og lod mig give hende selen på.
Behøver jeg at fortælle, at hun allerede kan sit "sit" og "dæk", ja altså når der ikke er for mange ting, der distraherer! Jo vist er hun utrolig klog og smart, når det tager hende. Kaica har også lært at løbe op ad trappen, men den anden vej har hun ikke helt mod på endnu.
Som Kaicas personlige træner og assistent mener jeg, at min opgave også indebærer at gøre opmærksom på, når hendes adfærd ikke er hensigtsmæssig.
Så hele vejen over til "Hunde-legepladsen" forsøgte jeg at få hende til at indse det tåbelige i at løbe op ad trappen, når jeg ikke var hjemme til at kunne hjælpe hende ned igen.
"Vuf, vuf...jeg har ikke tid til snak. Der skal snuses, der skal snuses."
Og snuset blev der. Selv det mindste blad blev vendt, drejet og snust til. Samtlige stykker papir skulle fanges og andre hundes lorte var som magneter, så det tog en evighed at nå vores bestemmelsessted.
"Hunde-legepladsen" er bare en græshøj forenden af stisystemet, hvor hundene kan muntre sig uden fare for at blive kørt ned.
Jeg slap derfor Kaica, der styrtede afsted efter den nye, grønne bold, som jeg kastede. Selvfølgelig nåede Kaica først toppen af bakken, mens jeg kom halsende bagefter.
Heldigvis er der opstillet en bænk på toppen af bakken, hvor folk med åndenød, smertende lemmer og andre dårligdomme kan komme lidt til hægterne.
Her satte jeg mig for at puste lidt, imens Kaica jagtede nye dufte og gammelt papir. Ind imellem kom hun hen og viste mig det sidste nye fund.
"Vuf, vuf..se en lækker gammel pose. Jeg tror sørme der har været chips i," bjæffede Kaica og viste stolt en knitrende sølvpapirspose frem.
"Ja, sikkert, men hvilken slags, hva`? ", spurgte jeg lidt frækt.
"Ih, hvor du altså driller. Jeg har jo aldrig smagt sådan nogle, vel. Jeg gætter jo bare på at det er en chip-pose, ik`", sagde Kaica og lagde hovedet på skrå.
"Ja, det kan godt være, du ikke har lært at gå ned ad trappen endnu, men du har sørme lært at give svar på tiltale, har du.", sagde jeg og rejste mig.
"Jeps og jeg er også rigtig god til at løbe nedad bakken ", gøede Kaica og for afsted.
Halvejs nede standsede hun, vendte sig om og bjæffede i retning mod mig.
"Jeg er nemlig Kaica, smart i en fart."
No comments:
Post a Comment