"Selv om det regner, kan hunde godt tisse udenfor i haven", siger jeg henvendt til hvalpen Kaica, der som det naturligste i verden har efterladt en lille sø på stuegulvet.
"Er du nu sikker på det", spørger Kaica frækt og forsætter,"jeg troede udenfor var til gnavning af kødben, irettesættelse af genboens collier og råbende skolebørn og sådan almindelig patrulering af matriklen."
Hun sidder foran mig med hovedet lidt på skrå og spilopper i øjnene.
"Kaica vi bliver nødt til at have en seriøs snak om almindelig god opførsel. Du ved, hvor tisser man, af hvem og hvornår gør man."
"Vuf", siger hun bare og hopper op ad mig, som om jeg havde inviteret til en tur i hoppeborgen.
Jeg vender ryggen til hende, ignorer hende totalt og sætter mig så lidt i sofaen og funderer over tingene. Hun ser skuffet på mig og går over og lægger sig med et dybt suk foran havedøren.
Siden Kaica har gjort sit indtog i vores hjem, er mangt og meget forandret.
Vores døgnrytme og rutiner er mere eller mindre vendt på hovedet.
Før var det helt utænkelig, at vi stod op inden vækkeuret ringede. Nu er det ur faktisk ikke nødvendigt, da Kaica har overtaget opgaven og slikker søvnen ud af øjnene på os mellem 5 og 5.30.
De tider, hvor det hele kørte på automatpiloten, er forlængst forbi. Nu er vi på fra første sekund, vi slår øjnene op. For Kaica skal som det første tisse i haven, fodres i køkkenet og motioneres ude på stierne.
Eftermiddagsluren og seriøst tv-kiggeri om aftenen er veget til fordel for træning og jagten på kvarterets nye dufte og bekendtselskaber.
Jeg bliver brat revet ud af mine tanker, da jeg hører Kaica bjæffe:"Nye dufte og bekendtskaber, hvor, hvor? Lad os så komme afsted."
"Så, så små slag du. Lad mig lige få jakke og støvler på".
Kaica lægger igen hovedet på skrå og siger drillende:"Åh, hvor er det synd for dig, at du først skal ha`tøj på. Det er meget nemmere med sådan en pels som min. Ja og den skal heller ikke af, når jeg skal tisse. Utrolig smart, ik`?"
"Jo Kaica, det er jo dig der er smart i en fart. Men du vover at sætte dig, før vi er ude", siger jeg, lyner jakke og lukker støvlerne.
"Jeg synes, det var en dum tur", siger Kaica, da vi kommer hjem igen.
Jeg vil give hende delvis ret, for hun trak næsten hele tiden og var overhovedet ikke interesseret i at træne.
"Ja, der var ingen ordentlige hunde at hilse på. De gik allesammen i snor og måtte slet ikke komme over og lege. Og de der dumme collier, de tror måske de kan gemme sig bag nedrullede gardiner, hva`. Men jeg fik færten af dem og gøede, hørte du lige det hva`?"
"Måske er der en grund til, at hundene var i snor. Måske kan de godt lide at være velopdragne og gå pænt, har du tænkt over det?", spørger jeg.
Kaica kigger op på mig og siger:"Hvis velopdragen og almindelig god opførsel er det samme, så tror jeg sørme, vi har en masse hårdt arbejde foran os."
Jeg nikker smilende og begynder at klø hende bag øret.
Det får hende til at slappe af, og lige inden hun falder i søvn, synes jeg hun mumler:
"Jeg nægter altså at gemme mig bag nedrullede gardiner."
"Er du nu sikker på det", spørger Kaica frækt og forsætter,"jeg troede udenfor var til gnavning af kødben, irettesættelse af genboens collier og råbende skolebørn og sådan almindelig patrulering af matriklen."
Hun sidder foran mig med hovedet lidt på skrå og spilopper i øjnene.
"Kaica vi bliver nødt til at have en seriøs snak om almindelig god opførsel. Du ved, hvor tisser man, af hvem og hvornår gør man."
"Vuf", siger hun bare og hopper op ad mig, som om jeg havde inviteret til en tur i hoppeborgen.
Jeg vender ryggen til hende, ignorer hende totalt og sætter mig så lidt i sofaen og funderer over tingene. Hun ser skuffet på mig og går over og lægger sig med et dybt suk foran havedøren.
Siden Kaica har gjort sit indtog i vores hjem, er mangt og meget forandret.
Vores døgnrytme og rutiner er mere eller mindre vendt på hovedet.
Før var det helt utænkelig, at vi stod op inden vækkeuret ringede. Nu er det ur faktisk ikke nødvendigt, da Kaica har overtaget opgaven og slikker søvnen ud af øjnene på os mellem 5 og 5.30.
De tider, hvor det hele kørte på automatpiloten, er forlængst forbi. Nu er vi på fra første sekund, vi slår øjnene op. For Kaica skal som det første tisse i haven, fodres i køkkenet og motioneres ude på stierne.
Eftermiddagsluren og seriøst tv-kiggeri om aftenen er veget til fordel for træning og jagten på kvarterets nye dufte og bekendtselskaber.
Jeg bliver brat revet ud af mine tanker, da jeg hører Kaica bjæffe:"Nye dufte og bekendtskaber, hvor, hvor? Lad os så komme afsted."
"Så, så små slag du. Lad mig lige få jakke og støvler på".
Kaica lægger igen hovedet på skrå og siger drillende:"Åh, hvor er det synd for dig, at du først skal ha`tøj på. Det er meget nemmere med sådan en pels som min. Ja og den skal heller ikke af, når jeg skal tisse. Utrolig smart, ik`?"
"Jo Kaica, det er jo dig der er smart i en fart. Men du vover at sætte dig, før vi er ude", siger jeg, lyner jakke og lukker støvlerne.
"Jeg synes, det var en dum tur", siger Kaica, da vi kommer hjem igen.
Jeg vil give hende delvis ret, for hun trak næsten hele tiden og var overhovedet ikke interesseret i at træne.
"Ja, der var ingen ordentlige hunde at hilse på. De gik allesammen i snor og måtte slet ikke komme over og lege. Og de der dumme collier, de tror måske de kan gemme sig bag nedrullede gardiner, hva`. Men jeg fik færten af dem og gøede, hørte du lige det hva`?"
"Måske er der en grund til, at hundene var i snor. Måske kan de godt lide at være velopdragne og gå pænt, har du tænkt over det?", spørger jeg.
Kaica kigger op på mig og siger:"Hvis velopdragen og almindelig god opførsel er det samme, så tror jeg sørme, vi har en masse hårdt arbejde foran os."
Jeg nikker smilende og begynder at klø hende bag øret.
Det får hende til at slappe af, og lige inden hun falder i søvn, synes jeg hun mumler:
"Jeg nægter altså at gemme mig bag nedrullede gardiner."
No comments:
Post a Comment