Lykken er en varm hundehvalp.

Ude fra haven lyder en bjæffen, der måske kan tydes som: "Er det mig i gør af? Jeg er Kaica, det er mig der bestemmer nu."

Årsagen til bjæfferiet er, at genboens frække, men lidt tungnemme collier langt om længe har fundet ud af, at Kaica er flyttet ind på matriklen.

Jeg går ud i haven og fortæller Kaica, der som en anden ulveunge står og forsvarer sit og sine, at nu har collierne nok fattet det.

"Jeg tror ikke, du har fattet, hvor tåbelige de egentlig er", siger hun og forsætter," fordi de har boet overfor siden Ruder Konge var knægt, er det vel ikke ensbetydende med, at de skal bestemme over mig, vel?"

Det kan jeg jo kun give hende ret i. Nu vi er ved snakken om, hvem der bestemmer, synes jeg , det er på sin plads at understrege, at jeg er højest i hierarkiet.

Vel inde i varmen, begynder jeg derfor lidt lydighedstræning. Jeg sætter mig på gulvet sammen med Kaica, der vimser rundt om mig.

"Sit", siger jeg og holder en godbid frem. Hun kigger på mig, dernæst på godbidden og sætter sig.

Jeg roser hende i høje toner, godbidden er forlængst slugt.

Lykken er faktisk en varm hundehvalp, tænker jeg, tager et par godbidder frem, bare sådan for endnu engang at understrege min plads i hierarkiet!