Den lungesyge høne kommer i omdrejninger.

"Nå hvad sagde ham "læge-dimsen", spurgte Darleen, da jeg sent på eftermiddagen kom væltende ind ad døren.
"Den er helt gal", hvæsede jeg og hev efter luft, mens jeg fumlede i tasken efter posen fra "Rådhusapoteket".
Darleen begyndte at kravle rundt nede i tasken og snuse. "Den er her", sagde hun og tilføjede:"Føj for pokker en stank af medicin".
Jeg kunne kun give hende ret, for hvis ikke man er syg, så bliver man det af at stikke næsen i diverse medicin. Der er altid lidt kunstigt, mettalisk og dræbende ved medicin. Det burde efter min mening lugte af æbler, engelske roser og nyfødt, så man ligefrem fik lyst til at tage den.  Men lugten minder mig om alderdom og død.
Nå, helt død er jeg jo ikke, blot dødtræt af ikke at kunne få vejret og på den måde at være kørt ud på et sidespor. Dødtræt af ikke at kunne gøre almindelige ting som at gå op ad trappen, tage bad, støvsuge og gå på arbejde uden at være ved at falde fra hinanden.
Alt det sad jeg og fortalte Darleen, der som vanligt lå og lyttede interesseret til mit "foredrag" udi selvmelidenhed.
"Nå men det korte af det lange er vel, at du skal hive det der medicin ned i lungerne i stedet for den der røg?"
Jeg nikkede og tænkte ved mig selv, at jeg misundte Darleens enkle måde at anskue tingene på.

"Jamen så lad dog være med at sidde der og ligne en lungesyg høne, jeg får helt lyst til at bide lidt i dig. Du trænger til lidt liv og glade dage."
Hvad kunne jeg andet end nikke endnu en gang.

"Så se dog og kom i omdrejninger", skreg Darleen og beviste dermed, at hendes lungefunktion er helt i top.
Hun må have set hvor rådvild jeg var, for igen skreg hun:" Kom i omdrejninger, vær dog lidt aktiv, har du ikke et par knapper, du skal have syet i et par falske snoninger?"
Jeg kunne kun smile, for hun havde jo ret den skøre kat. Jeg manglede jo bare at sy knapper i trøjen med de falske snoninger. Jeg fik det straks meget bedre.