Friday, August 26, 2011

"Hold kæft og vær smuk"

Hvis jeg lige havde helt styr på vores digitalkamera og overførelse af billeder til pc`eren, ville jeg med garanti smække en hel masse lækre billeder på bloggen. Billeder af lækkert garn, påbegyndt strikketøj og, ja hold godt fast, også færdigt strik, alt dette blandet lidt op med billeder af katten Darleen i "close up" (for selvfølgelig kan jeg tage gode billeder af "Prinsessen på ærten"), men helt sikkert ingen billeder af kigærter, hvedeklidsboller eller muffins, som mange andre er vilde med at pryde deres blog med.

Ja, det er faktisk ret underholdende at surfe lidt rundt på andre blogge og opdage, at det primært synes at være kvinder, der blogger. Og om hvad? Alt fra hjemmelavede muffins, ribsgele og vafler, til samlingen af stiletter, læbestifter, kærester, garn, børn og dyr.

Men da mit ordforråd er større end min samling af ovennævnte ting, og mit kendskab til billedoverførelse jo begrænset, må i nøjes med endnu en gang at tro mig på mit ord.

Ord kan tolkes på alle mulige måder, de kan fordrejes, misforståes og overhøres. Nu er det bare sådan, at mine meninger, tanker og følelser ikke kan overføres fra min hjerne og uploades som billedfil, så jeg må ,så godt jeg kan kommunikere via ord.

Indimellem bliver selv jeg træt af alle disse ord, da de ikke synes at blive hørt og forstået. Så måske skulle jeg virkelig se efter og lytte næste gang Ole prøver at vise mig hvordan jeg lettest overfører billeder. Eller jeg skulle genlæse Vita Andersens bog "Hold kæft og vær smuk".

No comments: