Lige et øjeblik

Det er kun en uge siden, jeg startede arbejdet igen efter ferien. Naiv som jeg er, regnede jeg med, at tid var der blevet mere af, og at mandskabs-problemer hørte til i en by i Rusland. Men allerede efter 15 minutter slog virkeligheden mig hårdt i hovedet, da alt var ved det gamle. Hverken beboere eller pårørende synes at kende forskel på ferietid, hvor bemandingen er på nedsat blus og så resten af året, hvor bemandingen ikke just er noget at råbe hurra for, men alligevel er lidt bedre end nu.

Utålmodige beboere i røret, der ikke har den store forståelse for, at de ikke er de eneste i hele verden og slet ikke på Bjergbyparken. Og ditto pårørende, der heller ikke forstår hvorfor nullermændene vokser sig store i sommertiden.

Dyrebar tid går på en eller anden måde tabt i diskussioner/forklaringer om hvorfor jeg ikke lige står parat, men hele tiden må sige: "Lige et øjeblik".
Ja, de der øjeblikke bliver til en del tid på en arbejdsdag. Faktisk så lang tid at jeg halser bagefter tiden.
Ja, jeg skal sandelig love for, at virkeligheden hurtigt fik indhentet mig. Så hurtigt gik det, at der er fare for jeg mistede mig selv i farten.