Jeg er de sidste fjorten dage blevet godt og grundigt moppet af Darleen. "Nå, hvorfor skriver du ikke lidt på bloggen om alt det der uldgarn, du har købt i ferien?", siger hun fnisende og kigger frækt på mig. Men nej, det er egentlig ikke det, hun vil have, jeg skriver om, men derimod Oles og mit besøg i "Det gula Huset".
Så nu må jeg hellere fortælle, om dengang jeg blev taget grundigt ved næsen i min jagt på billigt garn.
Sverige er næsten ligeså deprimerende som Danmark i regnvejr, blot er der naturen, loppis(loppemarked), søndagsåbent og brændeovnen til forskel. Så denne søndag i ferien kørte Ole og jeg derfor ud i det blå, eller nærmere sagt grå, for at gøre en god handel i garnbutikken "Garnlycka". Vi besluttede dog at gøre en afstikker ad naturskønne, hullede, grusveje og kom herved igennem en lille flække, hvor "Det Gula Huset" lå. Jeg følte mig hensat til Christiania, bare med den forskel, at det gule hus selv i Christiania allerede var blevet revet ned forlængst Nå men unge arbejdssomme folk havde åbenbart købt det gule hus og havde store visioner for stedet, hvad et banner på gavlen forkyndte. Vi, de nysgerrige danskere, lod os selvfølgelig lokke, både af dette banner og et kæmpe skilt med påskriften: LOPPIS.
Jeg faldt nærmest i svime over 5 nøgler naturfarvet uldgarn til 10 sv.kr. stykket. Kunne nogen være mere heldig? Og så skidt være med, at vi var ved at falde igennem gulvet og at stedet lugtede muggent og råddent. Vi havde ikke rigtigt små-penge, for stadig synes jeg ikke 100 sv. kr. er små-penge, og pigen, der var kortklippet og i sort tøj, kunne da heller ikke give tilbage. Men 40 sv.kr. havde vi da, og således skiftede uldgarn og penge hænder.
Allerede efter få kilometer begyndte lugtede at brede sig. En lugt af råd, muselort og mølkugler, der kom fra mit nyerhvervede uldgarn, som viste sig at være ved at falde fra hinanden. Jeg var tvunget til at indrømme mit nederlag. Her var ingen garnlykke gjort! Her var jeg blevet taget ved næsen. Nok ikke bevidst, for de arbejdssomme havde vist nok at gøre med at grave fundamentet ud! Men alligevel!
Vi kørte videre i tavshed med distination mod den "rigtige" butk "Garnlycka", beliggende i Östra Frölunda" ,også en lille flække, men dog på vejkortet.
Vel indendøre i Anette Magnussons lille butik med mor Siv bag disken glemte jeg, hvor dum jeg havde været. For er der noget, der styrker ens selvtillid, så er det sætningen: " Ahh du återvender, jäg kender däg igen."
" Åh, du er snell, kann jäg få købe mere ullgarn, 2 härva?"
Det blev lidt mere end 40 sv.kr., helt præcist blev det 110 sv.kr for 2 fed a 100gram fint svensk uldgarn.
" Så det var alligevel ik`så ringe endda."
