Sunday, February 13, 2011

"Godt begyndt, er halvt fuldendt?"

Her gik jeg og troede, at med min nye rundpind, var den tunika hurtigt strikket. Men jeg må nok se i øjnene, at projekt "Tunika fra Garnstudio" trækker i langdrag. Jeg hader at starte med at slå op på rundpind, så jeg bruger det trick med at slå op på en jumperpind, så jeg slipper for "rulleriet". Efter to forgæves forsøg har jeg nu strikket 5,5 cm., gab hvor går det langsomt. En omgang er jo lang, som et ondt år. Jeg prøver hele tiden at holde fokus på, at jeg med rundpind strikker både forstykke og ryg. Det synes bare ikke at hjælpe særlig meget.Jeg er overbevist om, at det har noget at gøre med min personlighed. Jeg er nemlig den type, at når det "kører for mig", ja så kører det, og gerne stærkt! Jeg vil se ideer ført ud i livet og det her og nu. Fra min studietid husker jeg, at vi studerende skulle fokusere meget på processen og ikke så meget på produktet. Det kan være meget godt i visse tilfælde, men jeg er af den overbevisning, at det bedste er en kombination. Det er bare ikke let for en utålmodig sjæl, som mig, at få det til at gå op i en højere endhed. Og i dette tilfælde må jeg ty til talemåden: "Godt begyndt, er halvt fuldendt."

No comments: