For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om Kaica og "Chefen". Jeg fandt jo aldrig helt ud af, hvem denne Chef var, hvad der har naget mig lige siden.
Måske er det derfor, jeg befinder mig ret langt nede på humørbarometeret, måske skyldes det andre og mere alvorlige ting.
"Chefen" er gravalvorlig", bjæffede Kaica fra sin plads i sofahjørnet. Hun stirrede intenst på mig og forsatte: "Han kan bare knipse med fingrene, og så er både du og jeg færdige med at spille "fandango."
Jeg nikkede og tog en bog frem. Det hjælper nogen gange lidt på barometeret, at læse, høre musik eller gå tur og derved tænke på andre ting end problemer. Eller udfordringer, som problemerne jo i dagens Danmark er omdøbt til. Jeg har aldrig rigtigt fattet dette skift. Men måske en eller anden "smart" konsulent udi ledelsesstil har udformet konceptet, så arbejdsledere kan give medarbejderne skylden, hvis de ikke vil tage udfordringen op.
Problemer eller ej, så begyndte jeg at læse bogen "Hundedage", der er den sandfærdige beretning om Bølleschæferen og Pjoklederen.
Kaica, der havde set, at både bølleschæferen og pjoklederen var afbilledet på forsiden, var straks interesseret i lidt højtlæsning.
Det er ikke småting sådan en bølle af en schæfer kommer ud for. Kaica var da også vild begejstret og stoppede ind imellem helt med at trække vejret. Hun har garanteret fået nogle rigtige gode tips til, hvordan hun kan snøre mig, sådan en pjokleder.
Ind imellem viser pjoklederen sig dog som en mand, viser hvem, der bestemmer.
"Det er godt nok snyd, det der. Billige, beskidte tricks. Tror Bølleschæferen virkelig, at det er "Den store bestyrelse for alting", der i virkeligheden bestemmer? Det er jo lidt som at skræmme børn og godtroende folk med "Bøhmænd", Skattefar og et Big Brother samfund.?" spurgte Kaica forarget.
" Beklager. Ind imellem er virkeligheden ret deprimerende og brutal. Du siger selv, at Chefen bare kan knipse "fandangoen" og det hele væk.", svarede jeg alvorligt.
Kaica så ret skepsis ud, men modsagde mig ikke.
"Selv om det er ret tys, tys, så er Chefen, den øverste pjokleder og dermed leder af den store bestyrelse ", forsatte jeg og prøvede at lyde så overbevisende som muligt.
"Nåh....det vil så sige, at spiller jeg "fandango" med de rigtige kort, så får jeg lønforhøjelse, et gyldent poteaftryk og evt. en marmorbuste opstillet på direktionsgangen, når jeg en gang går på pension?"
"Tja, hvorfor ikke, når direktøren for Danske Bank kan blive belønnet, kan du vel også."
Kaica blinkede med sine hvide øjenvipper og smilede. Så så hun pludselig alvorligt på mig og sagde:
"Bare rolig Rie, jeg sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt. Selvfølgelig ville det være dejligt med guld, glimmer og gnaveben. Men som min mormor altid sang: "Rigtige venner kan ej købes for penge, rigtige venner......"
Kaica bjæffede herefter samtlige vers, det ene mere skingert end det andet, men jeg var rørt til tårer.
"Ind imellem må du godt kalde mig for pjokleder. Jeg er bare så rørt over, at du hverken vil sælge skind eller sjæl for ussel mammon", sagde jeg henført med tårer i øjnene.
"Ja, ja, nu er det her jo ingen tårepersende "Lassie-film", sagde Kaica og puffede mig i siden.
"Hvorfor ikke bare sige, at hunden er sit menneskes bedste ven. Og sidst jeg tjekkede, var du faktisk ret menneskelig."
"End of story."
Måske er det derfor, jeg befinder mig ret langt nede på humørbarometeret, måske skyldes det andre og mere alvorlige ting.
"Chefen" er gravalvorlig", bjæffede Kaica fra sin plads i sofahjørnet. Hun stirrede intenst på mig og forsatte: "Han kan bare knipse med fingrene, og så er både du og jeg færdige med at spille "fandango."
Jeg nikkede og tog en bog frem. Det hjælper nogen gange lidt på barometeret, at læse, høre musik eller gå tur og derved tænke på andre ting end problemer. Eller udfordringer, som problemerne jo i dagens Danmark er omdøbt til. Jeg har aldrig rigtigt fattet dette skift. Men måske en eller anden "smart" konsulent udi ledelsesstil har udformet konceptet, så arbejdsledere kan give medarbejderne skylden, hvis de ikke vil tage udfordringen op.
Problemer eller ej, så begyndte jeg at læse bogen "Hundedage", der er den sandfærdige beretning om Bølleschæferen og Pjoklederen.
Kaica, der havde set, at både bølleschæferen og pjoklederen var afbilledet på forsiden, var straks interesseret i lidt højtlæsning.
Det er ikke småting sådan en bølle af en schæfer kommer ud for. Kaica var da også vild begejstret og stoppede ind imellem helt med at trække vejret. Hun har garanteret fået nogle rigtige gode tips til, hvordan hun kan snøre mig, sådan en pjokleder.
Ind imellem viser pjoklederen sig dog som en mand, viser hvem, der bestemmer.
"Det er godt nok snyd, det der. Billige, beskidte tricks. Tror Bølleschæferen virkelig, at det er "Den store bestyrelse for alting", der i virkeligheden bestemmer? Det er jo lidt som at skræmme børn og godtroende folk med "Bøhmænd", Skattefar og et Big Brother samfund.?" spurgte Kaica forarget.
" Beklager. Ind imellem er virkeligheden ret deprimerende og brutal. Du siger selv, at Chefen bare kan knipse "fandangoen" og det hele væk.", svarede jeg alvorligt.
Kaica så ret skepsis ud, men modsagde mig ikke.
"Selv om det er ret tys, tys, så er Chefen, den øverste pjokleder og dermed leder af den store bestyrelse ", forsatte jeg og prøvede at lyde så overbevisende som muligt.
"Nåh....det vil så sige, at spiller jeg "fandango" med de rigtige kort, så får jeg lønforhøjelse, et gyldent poteaftryk og evt. en marmorbuste opstillet på direktionsgangen, når jeg en gang går på pension?"
"Tja, hvorfor ikke, når direktøren for Danske Bank kan blive belønnet, kan du vel også."
Kaica blinkede med sine hvide øjenvipper og smilede. Så så hun pludselig alvorligt på mig og sagde:
"Bare rolig Rie, jeg sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt. Selvfølgelig ville det være dejligt med guld, glimmer og gnaveben. Men som min mormor altid sang: "Rigtige venner kan ej købes for penge, rigtige venner......"
Kaica bjæffede herefter samtlige vers, det ene mere skingert end det andet, men jeg var rørt til tårer.
"Ind imellem må du godt kalde mig for pjokleder. Jeg er bare så rørt over, at du hverken vil sælge skind eller sjæl for ussel mammon", sagde jeg henført med tårer i øjnene.
"Ja, ja, nu er det her jo ingen tårepersende "Lassie-film", sagde Kaica og puffede mig i siden.
"Hvorfor ikke bare sige, at hunden er sit menneskes bedste ven. Og sidst jeg tjekkede, var du faktisk ret menneskelig."
"End of story."
2 comments:
Apropos "udfordringer", så er det også nu en "øvelse", der skal udføres, når problemerne skal løses...øhhh, udfordringerne tages op.
For mig er "øvelse" altså ikke den færdige løsning (eller hvad det nu kan være), som man når til, når man har øvet sig tilstrækkeligt længe. Men sådan er det ikke nu, nu skal der bare en øvelse til, for at kabalen går op/problemerne bliver løst.
...Ja, verden er af lave!
Post a Comment